'På et børnehjem i Danmark sidder en syv-årig pige fra Etiopien. Hun forstår ikke, hvorfor hendes nye adoptivforældre ikke magtede hende. Hun forstår næppe heller, hvad hun overhovedet skal i Danmark. Og hun er uvidende om, at hun er elsket og savnet af sine biologiske forældre, som hun brutalt blev taget fra for 4 år siden. Men hun sidder der, fordi nogen har besluttet, at hun er adfærdsvanskelig. Og her i det rige Danmark, hvor vi nok ved noget om omsorg, sætter vi den slags børn i kærlig pleje på et børnehjem.'

Sådan begyndte min klumme for fem år siden under overskriften: ’Hvad fanden sker der?’ Pigen hed Masho. Det var en historie, jeg fulgte på tæt hold, fordi jeg kendte til den dokumentarfilm, der var i gang med at blive optaget, ’Adoptionens pris’. Som mange sikkert husker, vakte den voldsom debat. I ugerne efter filmen blev vist, bugnede aviserne og min egen brevkasse af harmdirrende breve fra folk, der ligesom jeg selv var oprørte over, hvordan Holbæk kommune håndterede den lille pige. Flere ville sponsorere hendes rejse tilbage til de biologiske forældre. Det var nu ikke så lige til, som det lød, for der var flere dilemmaer i den historie. Men der var til gengæld også flere og langt bedre løsninger, end den kommunen valgte.

Pigen blev pakket væk. Sagen blev lukket ned. Ingen tvivl om, at det var en ubehagelig sag for kommunen. Jeg er da også sikker på, at både Masho og adoptivforældrene havde brug for at trække vejret efter den mediestorm, dokumentaren afstedkom. Men nu er det tilfældigvis sådan, at jeg kender nogle af de implicerede, og der var faktisk allerede en dansk familie, som pigen havde knyttet sig til. En plejefamilie, som var klar til hende, og som så hendes behov, og som hun havde tillid til. Og jeg forstår stadig ikke, hvorfor de ikke fik lov at tage sig af hende. Jeg forstår ikke, hvorfor nogle mennesker med omløb i pæren og et nogenlunde menneskeligt hjerte kunne vurdere, at det var bedre for hende at komme på børnehjem.

Der er som sagt gået fem år nu, og skulle nogen sidde og tænke: Jamen hvad skete der så? så har jeg det nedslående svar, at der ingenting skete. INTET!! Masho sidder stadig på et børnehjem i Holbæk. Jeg føler mig på mærkelig vis ansvarlig, fordi jeg ikke magtede at gøre noget i en sag, hvor jeg kom tæt på. Jeg er også vred, og min vrede er vakt, fordi jeg – måske – har fået et indblik i, hvad der foregik, da man vurderede Mashos situation.

I mandags sendte DR nemlig første del af dokumentaren, ’Hvem passer på Michael?’ som endnu engang var noget af en øjenåbner. Hvis du ikke så den, får du her et kort resumé:

Michael bliver som spæd fjernet fra sin biologiske mor, der har psykiske problemer. Hun beholder dog ulykkeligvis retten til Michael. Da han er 15 måneder gammel bliver han flyttet over til en plejefamilie – Else, Charles og deres tre store sønner. Michael falder rigtig godt til, og han kalder dem for mor, far og brødre. Det er lutter idyl, indtil den dag, hvor livets første utrygge måneder indhenter Michael og giver ham svære adfærdsproblemer. Da er han 11 år gammel. Else og Charles beder om hjælp fra Esbjerg Kommune, så de kan blive klædt på til at håndtere Michael. Man ender med en rigtig god løsning. Alle inklusive Michael er glade. Nu skal Else og Charles på kursus.

Men…dels har der været en enorm udskiftning af sagsbehandlere undervejs – det er ikke noget ukendt fænomen hos kommunerne, for det er et vanskeligt og mentalt hårdt job at bestride, men det betyder også, at der hele tiden skal begyndes forfra, og at der ind imellem bliver truffet beslutninger, uden man har ordentligt kendskab til sagen. Og dels er den biologiske mor vægelsindet. Hun dukker op i billedet nu og da og synes snart, at Else og Charles er de bedste forældre i verden og snart, at hendes dreng skal på en institution. Det sidste fortryder hun imidlertid hver gang, hvilket da også noteres i sagens akter.

Ugen kommer, hvor Else og Charles skal på kursus. Men så – ud af det blå – fjernes Michael akut. Uden varsel. Uden forklaring. Han bliver bare hentet på skolen af fremmede folk, der tager ham med til en institution i en anden landsdel. Herefter er der et vanvittigt forløb med aflytning, overvågning og total isolation af drengen, som i bedste fald minder om fængselstilstande og i værste fald minder om den måde, hvorpå man behandlede psykisk syge mennesker for 100 år siden.

Hvordan det ender for Michael, ved jeg selvsagt ikke endnu. Næste del kommer først i morgen, men jeg fornemmer, at Michael slipper ud, for historien bliver i høj grad fortalt af ham selv i programmet, og jeg kan uden at overdrive sige, at det ikke er de venligste ord, han giver kommunen og myndighederne med på vejen. Man er på intet tidspunkt i tvivl om, at han elsker sin ’mor og far’ og vice versa. Men som Else siger: »At Michael synes, han er vores dreng, og at vi også følelsesmæssigt synes det, det er jo ingenting værd, når de kommunale hjul ruller.«

Jeg må endnu engang spørge: Hvad fanden sker der? Kan vi ikke godt blive enige om, at fjernelse og anbringelse på et børnehjem er absolut allersidste udvej, når intet andet er muligt? Altså: Det er så forfærdelig en løsning, at man må og skal tænke alle andre muligheder igennem. I min optik er det overgreb eller misbrug eller f.eks. psykisk ustabile forældre, der skal til, før man overhovedet overvejer at fjerne et barn fra trygge rammer. Men det er altså på ingen måde tilfældet i denne sag og var det heller ikke i Mashos. Så hvad er det, man synes, man kan opnå med disse børns anbringelser?

Det er virkelig svært ikke at sidde tilbage med fornemmelsen af, at nogle vælger den løsning, fordi de har magt til det. Eller måske fordi de har nogle regler på deres side. Men hvem er det, der lytter til børnene? I denne glimrende dokumentar hører vi heldigvis Michaels egne velovervejede ord, som må få selv den mest hårdkogte sagsbehandler til at slå øjnene ned i skam. Jeg ser frem til andet og sidste afsnit i morgen aften.

Derudover venter jeg på den dag, hvor også Masho er gammel nok til selv at fortælle sin historie. Jeg tror, det bliver en barsk omgang. Men jeg kan naturligvis tage fejl. Det håber jeg faktisk, jeg gør.

Annettes uge på instagram: