De radikales borgmesterkandidat får kritik for ny kampagnevideo, som stiller skarpt på Anna Mee Allerslevs egen person. Alternativet har »med et glimt i øjet« lavet en parodi.

Beskæftigelses- og integrationsborgmester Anne Mee Allerslev (R) bruger sin smartphone, når hun er på toilet, er vild med lakridspiber og iklæder sig sort, fordi det klæder hende.

Hendes forbilleder er hendes mor, Margrethe Vestager og Angela Merkel - og så kan hun som den måske eneste borgmester i byen slå en vejrmølle.

Alt det, og mere til, lærer man ved at se hendes seneste kampagnevideo, der er lagt på Facebook.

Her bliver borgmesteren stillet en række spørgsmål af en kampagnemedarbejder, og de bliver besvaret ét efter ét, mens borgmesteren bevæger sig gennem København.

Det er imidlertid ikke alle borgere, som er begejstrede for at blive klogere på Anna Mee Allerslev, når hun ikke er politiker.

»Mine tæer krummede så meget, at de vist nok er brækket,« skriver debattøren Geeti Amiri på Facebook.

»Hvad er hendes holdning til at alle danskere får ret til ca 300.000,- valgfri skattefri gave fra arbejdsgiver?« spørger en anden Facebook-bruger i kommentarfeltet under videoen med henvisning til, at det tidligere på sommeren kom frem, at Anna Mee Allerslev lånte Københavns Kommunes Rådhussal til sin bryllupsreception. Normalt koster salen 65.000 kr. at leje.

»Jeg har lavet videoen, fordi der i mine øjne er for mange Reimer Bo-interviews, hvis du forstår mig, og i Alternativet er vi bange for, at det kan fremme politikerleden,« siger Kåre Traberg Smidt.

Alternativets video er nemlig lavet »med et glimt i øjet«, siger Kåre Traberg Smidt og henviser til, at han på intet tidspunkt henviser direkte til borgmester Anna Mee Allerslevs person.

»Alle har selvfølgelig lov til at lave deres egne holdningsvideoer, og vi angriber ikke nogens person. Vi antaster alene den journalistiske vinkling i videoen. Jeg tror på, at borgeren helst vil høre om, hvad folk reelt vil med en plads i Borgerrepræsentationen, og ikke om de sms’er på et toilet,« siger Kåre Traberg Smidt, der også selv er på vej med en personlig kampagnevideo.

»Så jeg glæder mig til at se, om nogen laver satire på den. Det både fortjener og håber jeg,« siger Å-kandidaten.

Hvordan afspejler din sarkastiske video Alternativets ønske om at skabe en ny slags politisk kultur?

»Den rammer plet i og med, at det er humor - en af vores grundsætninger - som er med til at skabe en saglig debat om, hvor meget luft man skal høre, før man får konkrete bud på, hvad der sker politisk. Det er også derfor, vi ikke går efter personen. Vi holder øjet på bolden, og her er det manglen på politisk indhold,« siger Kåre Traberg Smidt:

»Så skal man også huske på, at ny politisk kultur ikke handler om at stryge alle med hårene og være søde og rare. Det er at være åben, konstruktiv og lyttende, men også at give feedback. Og allerhelst med et glimt i øjet«.

Det er ikke første gang, Anna Mee Allerslev skaber overskrifter med en politisk kampagnevideo. I 2009 smed hendes veninde tøjet og poserede med Anna Mee Allerslevs mærkesager skrevet i tusch på hvidt undertøj.

Og savner man kritiske spørgsmål efter at have set Anna Mee Allerslevs nye kampagnevideo, kan man se videoklippet hos BT fra 10. oktober, hvor hun stiller op til interview om de seneste sager om borgmesterens lån af festlokaler.