'Vi jagter alle lykken', fastslår DRs venlige speaker som indledning til '7-9-13'. Hvor han så end ved det fra.
Men okay, mange jagter lykken. Nogle hårdere end andre, og tv-stationerne hårdest af alle.

Det vrimler med kærlighedseksperimenter, datingshows og ægteskabsreportager af alskens slags. Det er reality-tvs nye trend, og DR holder sig ikke tilbage i klapjagten på kærligheden.

'7-9-13' er 'Årgang 0' med voksne i hovedrollen. En danmarkskrønike, hvor vi følger fire helt almindelige pars helt almindelige forsøg på at fungere. Fra det første ja i kirken til det sidste nej i Statsamtet, eller hvor længe serien nu får lov løbe.
I et land med en million voksne singler er det selvfølgelig interessant at se, om livet i parforhold så også holder, hvad det lover. Om græsset er grønnere ved naboen. Om lykken med den eneste ene venter der ude, eller om ægteskabet er hårdt arbejde og endeløse kompromisser.

Læs også:

De fire par har været gift et år nu, hvedebrødsdagene er ovre, og det fælles fodslag er ved at indfinde sig. Sådan da, for de vidt forskellige par har det til fælles, at det er konen i huset, der sætter takten. I hvert fald sådan som sæsonens første program var redigeret og klippet.

Annika og Emil, der mødte hinanden i fængslet, har købt rækkehus i Rødovre. Det er hendes drøm, mens han vånder sig. Man kan hive knægten ud af Sydhavnen, men ikke Sydhavnen ud af knægten og den slags.

Læs også:

Trækbasunen Ronni er ved at indrette sig hos dirigentstokken Louise med fem børn og en eksmand, der fylder ganske meget set udefra. Christina i Holbæk vil have børn, nu, hvad Jesper nødtvungent accepterer. Og hos seriens ældste par er Astrid blevet fyret. I stedet kaster hun sig over mindfullness og lokker som Eva med kundskabens æble Torben på samme galej, så hun atter kan definere rammerne for deres samliv.

Der er fine detaljer i '7-9-13', men hvor børnene i 'Årgang 0' i de første sæsoner var umiddelbare og charmerende, så er de voksne her anspændte og kontrollerende. Kameraet har simpelthen ikke været nok på besøg i de små hjem, og vi hører om parrenes problemer, mere end vi ser dem.

Læs også:

Det gør fortællingen ganske overfladisk. Der sker ikke nødvendigvis det vilde i et ægteskab på en enkelt år, så i stedet forsøger man at iscenesætte et tema og italesætte nogle problemer. Og det er måske i virkeligheden den store udfordring ved serien, for det kan godt være, de fire par søger harmoni og lykke, men reality-tv næres af konflikter.

Jo nemmere tingene glider i familierne, jo mindre er der simpelthen at sælge på skærmen. Så måske skal vi bare på parrenes vegne prise os lykkelige for, at det hele er lidt kedeligt.