Der er premiere på den ekstremt hypede film-frækkert ’50 Shades of Grey’ torsdag, og Dansk Meteorologisk Institut bidrager nu til hypen på deres egen veltimede facon.
Og hvordan så det?
Jo, vejrgudernes timing vil det således, at der er meldt om gråvejr over Danmark torsdag. Men i stedet for blot at rapportere om det kedelige vejr på vanlig vis i regionaloversigterne på dmi.dk, så har meteorologerne præsenteret det med en dansk oversættelse af filmtitlen, så den meget rammende hedder: ’50 nuancer af grå’.
SE OGSÅ
Filmen har også brug for lidt medvind i disse dage, hvor den må se den ene dårlige anmeldelse efter den anden hagle ned over sig. BT giver den blot to stjerner ud af seks mulige og smider prædikatet ’fesen begmand’ efter filmen.
En anmeldelse af vejrudsigten vil vi ikke begive os ud i, men nu du alligevel er herinde på artiklen, så får du lige DMI’s vejrudsigt for hele landet, som den tager sig ud her torsdag den 12. februar 2015:
Vi får en stille og rolig gråvejrsdag med temp. mellem 3 og 5 grader og svag til jævn vind fra sydvest og syd. I aften og i nat fortsat tørt og overskyet vejr med temp. mellem 1 og 3 graders varme og svag eller let sydlig vind.
