Politiet havde tilsyneladende kendskab til omfanget af de mange overgreb på kvinder, der fandt sted nytårsaften i Köln, selv om de i første omgang gav udtryk for, at aftenen var foregået »afslappet«.
Det mener retspsykologen Rudolf Egg, der tirsdag fremlagde en nærmere undersøgelse af omstændighederne forbundet med de mange hundrede tilfælde af overgreb på kvinder for en undersøgelseskommission i Köln.
Ifølge Rudolf Egg modtog politiet nemlig over 200 henvendelser den 31. december og den 1. januar fra kvinder, der var blevet ofre for seksuelle overgreb.
»Det er 20 procent. af sagerne. Hvad de drejer sig om, er der stadig behov for at undersøge. Jeg kan dog ikke forestille mig, at der kun var tale om tyverier. Allerede nytårsdag burde man have erkendt, at nytårsnattens sager havde store dimensioner«, siger han til Die Welt.
Derfor mener han også, at politiet havde kendskab til omfanget af de mange overgreb lang tid før, end de hidtil har givet udtryk for.
»Enten er det en lodret løgn, eller der er noget galt med de interne kommunikationsstrukturer,« lyder det fra Rudolf Egg.
Rudolf Eggs rapport kommer i kølvandet på den massive kritik af politiet i Köln i dagene og månederne efter, at omfanget af de mange overgreb blev offentligtheden bekendt.
Politiet blev blandt andet kritiseret for den manglende indsats på selve aftenen, hvor de angiveligt skulle have modtaget adskillige henvendelser om overgrebene. I første omgang lød det nemlig, at aftenen var forløbet »afslappet« og med »højt humør«, selv om der på aftenen og i dagene efter løb rygter om overgrebene på de sociale medier.
Rapporten fra Rudolf Egg kommer derfor uheldigt for den socialdemokratisk ledede delstatsregering i Nordrhein-Westfalen. De har nemlig hidtil pure afvist, at man havde kendskab til overgrebenes fulde omfang den 4. januar 2016, skriver Berlingske.
I rapporten konkluderer Rudolf Egg, at politiet svigtede sin opgave. Det gør han på baggrund af en vurdering af 1020 anmeldelser, som politiet har modtaget.
I alt modtog politiet 1580 anmeldelser ifølge Die Welt. Af dem omhandlede 46,8 procent seksuelle krænkelser, mens yderligere godt 17 procent også omhandlede tyveri

