Har du oplevet en lignende episode? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Ung model er træt af at blive indlagt på hospitalet, fordi tjenere på caféer og restauranter ikke tager hendes fødevareallergi alvorligt.

'Jeg er pisse træt af tjenere, der ikke forstår alvoren af konsekvensen,'

Sådan skriver 21-årige Amalie Carlé Fischer fra København på sin profil på Instagram efter, at hun fredag endnu engang blev indlagt på Rigshospitalet med et såkaldt anafylaktisk shock - en alvorlig og potentiel livstruende allegisk reaktion.

Anfaldet kom efter, at den unge model havde besøgt en restaurant, hvor hun før måltidet udtrykkeligt gjorde tjeneren opmærksom på, at hun ikke kan tåle mælk.

Alligevel endte middagen med, at hun i al hast blev kørt på hospitalet med åndedrætsbesvær, iltmaske og et drop i hånden.

Medina lever med livsfarlige allergier: Hvis jeg spiser noget forkert, så dør jeg

Da hun var kommet til sig selv, satte hun sig og skrev et harmdirrende indlæg på sin blog CarléCarlé under overskriften: 'Tag mig alvorligt.' Her opfordrer hun til, at ansatte i på caféer og restauranter bliver bedre til at håndtere kunder med fødevareallergi.

'Jeg fortæller altid tjeneren om min situation i meget seriøse vendinger – og hvor galt det rent faktisk kan gå. Alligevel var jeg i nat ude for endnu en allergisk reaktion. Det her indlæg er nok et råb om hjælp med håbet om, at alle, der arbejder i restaurationsbranchen tager det freaking fucking alvorligt, når man siger: 'Jeg har allergi' – det er ikke for sjov og den værst tænkelige konsekvens er hjertestop – så tag mig nu bare alvorligt ,og tjek for helvede da op på det en ekstra gang!'

Amalie Carlé Fischer er allergisk overfor mælk - ikke at forveksle med laktoseintolerans. Hun kan ikke tåle mælkeproteinet kasein, og hvis hun ved en fejl spiser noget som helst med mælk i, reagerer hendes krop ved at  producere en masse histamin.

Der er tale om en meget voldsom reaktion, som i værste fald kan være livstruende: Hendes hud og slimhinder hæver, der samler sig væske under huden, rundt om hendes øjne og andre steder. Hendes blodtryk falder kraftigt, og hendes luftveje snævre til.

'Jeg er desværre så allergisk, at jeg får rigtig mange akutte allergiske symptomer på en gang.
De belaster min krop så jeg er i risiko for at få et anafylaktisk chok,' skriver hun i bloggen.

Har du oplevet en lignende episode? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Efter den seneste tur på hospitalet har hun fået nok.

'Tag det alvorligt, når du hører, en har allergi. Er du usikker, eller har du ikke 100 procent styr på indholdet i maden, så meld klart ud – det betyder meget mere end du tror.'

'Jeg vil jo ikke bare spise hjemme og ALTID have mad i tasken. Der er krav fra Fødevarestyrelsen om, at alle restauranter SKAL have styr på de 14 mest kendte allergener. At der så hænger en warning post med mit billede i et par køkkener rundt i byen, er en fordel – men tænk jer om…. tænk jer nu bare om!' afslutter hun sit indlæg og underskriver sig 'pigen, der er træt af at blive indlagt på Riget.'