Når Medina trawler buffeten igennem med sit falkeblik og nærlæser varedeklarationerne i supermarkedet, er det ikke, fordi sangerinden med den slanke figur er på en streng slankekur.

Det skyldes simpelthen, at hun kan dø, hvis hun spiser noget forkert.

Det fortæller hun i aftenens afsnit af ’Julies Madselskaber’, hvor hun besøger bedsteveninden Julie Zangenbergs sommerhus for at lave mad og hyggesnakke.

Her fortæller popdivaen blandt andet, hvordan hun fandt ud af, at hun ikke kunne tåle gluten.

»Når jeg spiser gluten, går der fem minutter, og så er jeg så træt, at jeg kunne sove. Og jeg får det lidt svært med vejrtrækningen,« fortæller hun.

I 2013 blev hun så bekymret for sine symptomer, at hun tog til lægen for at få taget en priktest. Og den slog ud på alt fra pollen til dyr og diverse fødevarer.

Efter et besøg hos lægen fik hun udstukket en lang liste med ting, hun skal holde sig fra. Og det gør hverdagen vanskelig for den populære sangerinde.

»Det er rigtig svært at være så allergisk, for man skal hele tiden spørge, hvis man er ude at spise eller købe ind. Det er en kæmpebelastning«, siger Medina i klippet, som du kan se over artiklen.

Hun er også generet af, at folk der ikke kender hende spørger, om hun er på diæt. For ifølge sangerinden er det dybt alvorligt:

»Hvis jeg spiser kiwi, så dør jeg,« slår hun fast.

’Julies Madselskaber’ sendes onsdag kl. 22 på Kanal 4.