Begynder Brøndby nu at blande sig i topstriden i Superligaen? Har FC Midtjylland det, der skal til for at stå distancen efter fire nederlag på stribe - og er Hobro allerede nu fortid i Superligaen?
BTs fodboldkommentator og BTs sportschef sætter weekendens Superliga-kampe på spidsen.
OB - BRØNDBY IF 2-5
Kan Brøndby blive en del af mesterskabskampen?
»Med den overbevisende sejr i Odense er de blå-gule blot tre point efter FC Midtjylland – og seks bag FC København. Thomas Franks mandskab bliver næppe en stor spiller i kampen om guldet, men det kan slet ikke udelukkes, at man kan drille og måske endda ende i top to. Efter Rodolph Austins ankomst har holdet fået en rygrad, der ikke lader nogen af de øvrige to tophold noget efter. Rønnow, Agger, Austin, Kahlenberg og Pukki er alle fremragende Superliga-spillere, og havde de blå-gule mere kvalitet i den øvrige offensiv, kunne de få en rolle at spille i guldkampen, men et mesterskab er fortsat et stykke væk. De nærmer sig dog derude på Vestegnen.«
Søren Hanghøj Kristensen, BTs fodboldkommentator
FC KØBENHAVN - RANDERS FC 4-0
Var det FCK-Toget, der brølede afsted mod guldet?
»Det ser sådan ud, kære venner, men vi er langt klogere om tre runder. For puha, hvor er der meget mesterskabskvalitet over det, Ståle Solbakkens mandskab leverer for tiden. Selvtillidsfuldt, målsøgende, energisk og med stadig mere kvalitet i takt med at udskiftningerne udstiller forskellen på FCK og de andre. Lige nu er hullet ned på tre point, men FC København har to altafgørende udekampe mod Brøndby og FC Midtjylland inden jul. Det er her, man skal vise, at man som minimum kan holde forspringet, for er det tilfældet, begynder det for alvor at se lyst ud. Det tog sin tid, men indkøbene begynder at give mening og med de mange langtidsskader overstået, er der voldsomt mange kvalitetsspillere om budet. Og det er, hvad guld er gjort af.«
Jacob Staehelin, BTs sportschef
AaB - HOBRO IK 6-0
Var det så det, Hobro?
»Ja. Jeg har ualmindeligt svært ved at se, hvordan Hobro skal vende den skude. Resultaterne fredag og lørdag isolerede Hobro yderligere, og den lussing, man fik i Aalborg, gør ikke bare ondt. Den udstiller, hvor langt Hobro er fra at kunne følge med. Jeg er med på, at Hobro også sidste år tabte stort mod AaB, men denne gang virker det lidt mere uoverkommeligt. Og et gab på seks point – reelt syv på grund af målscoren – er voldsomt, når man tager med i ligningen, at nærmeste konkurrent, Esbjerg, råder over en trup, der er langt mere komplet. Den fede dame har som bekendt ikke sunget endnu, men jeg ser ikke de forhold, der skulle betinge, at Hobro kan levere et comeback, der er kraftfuldt nok til at overleve endnu en sæson.«
Jacob Staehelin, BTs sportschef
FC MIDTJYLLAND - VIBORG FF 2-4
Hvis ikke det her er en krise, hvad er så?
»Jeg siger ikke, at FC Midtjylland er i færd med at smide mesterskabet, men det er dog påfaldende, at man nu er oppe på fire nederlag i træk – og med tanke på at næste opgave er Napoli på udebane, har jeg svært ved at se, at det er på torsdag, man får rettet op på statistikken. Og selvfølgelig er det en resultatmæssig krise, når man taber sin anden Superligakamp i træk – især når det er mod et bundhold på hjemmebane, og man endda slipper fire mål ind, hvilket er milevidt fra det vanlige. FCM er udfordret af, at man lige nu mærker de mange kampe slide på truppen. Og med tanke på at der konsekvent rokeres på startopstillingen, bliver det tydeligt, at bredden er overskuelig. Den mentale styrke, der er indbygget i FCM, skal stå sin prøve nu.«
Jacob Staehelin, BTs sportschef
ESBJERG fB - FC NORDSJÆLLAND 2-1
Skulle man ikke snart få TV-billederne til hjælp?
»Det virker efterhånden tragikomisk, at så mange Superliga-kampe bliver afgjort af dommernes fejlskøn. Jakob Kehlet var mand nok til at indrømme sin fejl efterfølgende, da han dømte straffespark til Esbjerg med 10 minutter igen. Andreas Maxsø fik en blodtud, da han blokerede bolden med ansigtet, men Jakob Kehlet så det, som at hånden gjorde arbejdet. Selvfølgelig vil der altid blive foretaget fejlskøn, men tanken om, at en træner har en ’challenge’, som man kender det fra tennis, virker mere og mere besnærende. Det skulle naturligvis kun være ved dømte hændelser, at den mulighed opstår, men det virker absurd, at så vigtige afgørelser skal træffes på splitsekunder uden at kunne gøre brug af teknologiske hjælpemidler.«
Jacob Staehelin, BTs sportschef