Superligaen har endnu engang fået nyt førerhold efter FC Københavns overbevisende 4-0-sejr mod Randers.
I Parken var FC København ikke sene til at udnytte lørdagens fejltrin af FC Midtjylland til for første gang i sæsonen at bringe sig på pointmæssig afstand af mestrene.
På hjemmebanen vandt de en stensikker 4-0-sejr over Randers, der endnu engang måtte sande, at holdet er et stykke fra de allerbedste i Superligaen.
Københavnernes triumf blev grundlagt allerede efter 10 minutter, da Kasper Kusk på kanten af feltet smadrede en flugter i nettet bag en sprællende Karl-Johan Johnsson i Randers mål.
Nordjyden er efter en svingende start endelig på vej tilbage på det niveau, der i AaB gjorde ham til en af de mest eftertragtede spillere herhjemme.
Både andet og tredje mål blev sat índ af en anden ung FCK'er, der også for alvor er på vej i form. Youssef Toutouh var særligt i første halvleg sprudlende og kronede sin indsats efter en lille halvtime, da han afsluttede et fint samspil med Federico Santander ved hårdt at banke bolden forbi en chanceløs Karl-Johan Johnsson på kanten af det lille felt.
Anden halvleg var bare tre minutter gammel, da Toutouh udnyttede et fint oplæg af Nicolai Jørgensen til at lukke kampen endegyldigt.
Herfra var det bortset fra et stolpeskud af Viktor Lundberg ren walkover for hjemmeholdet. Efter en times spil satte Kasper Kusk trumf på, da han med et afrettet skud havde held til at liste bolden ind til 4-0.
Kusk er nu ligatopscorer for FC København med sammenlagt fem mål.
