Efter mange år bag kameraet stod Anders Agger for få år siden frem på skærmen. Med slow-tv, nærvær og skægstubbe er han i en moden alder gået lige i hjertet på specielt de kvindelige seere. Men det er ikke ligetil at være feteret tv-stjerne, når man helst vil snakke om andre end sig selv

Den 13. juni lagde DR-journalist Anders Agger et billede på sin Facebook-side. Det forestillede ham og hans tv-makker Anne Hjernøe på en sandstrand, i noget der kunne være dyb samtale, med ryggen til kameraet og udsigt over havet.

Billedet var en teaser for deres nye programserie, hvor tv-parret fire lørdage i træk rejser rundt i USA. Ni minutter senere skrev en af Aggers trofaste facebookfølgere:

Jeg gad godt sidde der i sandet ved siden af min yndlingsjournalist!
- Kommentar på Facebook

Kort efter havde 18 kvinder og en enkelt mand med en blå, virtuel tommelfinger erklæret sig helt enige i den kommentar.

Vi elsker dig.
- Kommentar på Facebook

LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med  Anders Agger - her fortæller han om sin karriere som journalist, om sin interesse for de menneskelige historier og ikke mindst om sin popularitet hos det kvindelige publikum.

Efter mange år bag kameraet stod Anders Agger for få år siden frem på skærmen. Med slow-tv, nærvær og skægstubbe er han i en moden alder gået lige i hjertet på specielt de kvindelige seere. Men det er ikke ligetil at være feteret tv-stjerne, når man helst vil snakke om andre end sig selv

Den 13. juni lagde DR-journalist Anders Agger et billede på sin Facebook-side. Det forestillede ham og hans tv-makker Anne Hjernøe på en sandstrand, i noget der kunne være dyb samtale, med ryggen til kameraet og udsigt over havet.

Billedet var en teaser for deres nye programserie, hvor tv-parret fire lørdage i træk rejser rundt i USA. Ni minutter senere skrev en af Aggers trofaste facebookfølgere:

Jeg gad godt sidde der i sandet ved siden af min yndlingsjournalist!
- Kommentar på Facebook

Kort efter havde 18 kvinder og en enkelt mand med en blå, virtuel tommelfinger erklæret sig helt enige i den kommentar.

Vi elsker dig.
- Kommentar på Facebook

Artiklen fortsætter under billedet

Det skorter ikke på hjerter og rygklap på Anders Aggers Facebook-side. Rigtig mange – især kvinder – vil gerne give ham en kompliment med på vejen. Det er han glad for. Men han har det også ’lidt sjovt med det’.

»De skriver jo til tv-udgaven af mig. Selvom jeg bilder mig ind, at der er god sync mellem tv-Agger og mig, så er det et spejlbillede, de skriver til. Det er ikke hele sandheden,« siger han om de beskeder, som tikker ind både på den offentligt tilgængelige side og som private beskeder i hans indbakke.

Han har aldrig selv skrevet fanpost, men forstår godt mekanismen.

I mit hjem var der en grundlæggende nysgerrighed på, hvordan andre mennesker levede deres liv. Vi sad ikke ved aftensbordet og gennemtrawlede folk, men havde evnen til at undre os.

»Men jeg kan godt undre mig over, at de skriver til mig, som om vi allerede har etableret en form for forhold. Det er pudsigt. Jeg ved godt, at de ikke kender mig, men projicerer nogle følelser over på mig, alligevel bliver jeg lige overrasket hver gang,« siger Anders Agger.

Nogle gange vil kvinderne fortælle ham en historie. Noget de har oplevet. Noget han burde lave et program om. Andre gange handler det om ’kød’, som han med et undertrykt fnis kalder de mere lumre beskeder.

»Jeg ville i hvert fald dø af koffeinchok, hvis jeg skulle drikke al den kaffe, jeg bliver tilbudt. Det er surrealistisk. Jeg svarer på rigtig meget af det, men er også begyndt at tænke mere over, hvad jeg lægger på Facebook, hvad jeg svarer på, og hvordan jeg svarer.«

Du har en helt fantastisk tilgang til de mennesker, du taler med i dine programmer. Jeg bliver sgu lidt små-forelsket på den gode måde – i dine programmer...
- Kommentar på Facebook

Artiklen fortsætter under billedet

»Det er jo oftest sødt og uskyldigt, og den slags bliver alle mennesker glade for. Men det er også meget menneskeligt, at selv om der er 300 mennesker, der skriver noget sødt, så hæfter man sig ved de to, der synes, man er en klaphat,« siger han.

Fjernsyn og følelser

I løbet af juli kører USA-programmerne hver lørdag på DR2. Det betyder travlhed for Anders Agger, inden han kan holde sommerferie langt ude på den jyske vestkyst, hvor han bor til daglig.

Vi fanger ham på DR i Aarhus, lige inden frokostpausen fra klippestuen. Dagens menu i DRs kantine er tarteletter, hvilket Anders Agger ser ud til at være yderst tilfreds med. Han vil gerne sidde udenfor, for solen skinner, og det rører ham ikke, at sekundmeterne truer med at sende tarteletterne ud af DRs aarhusianske matrikel.

Jeg ville i hvert fald dø af koffeinchok, hvis jeg skulle drikke al den kaffe, jeg bliver tilbudt

USA-rejsen med Anne Hjernøe, der ligger til grund for de programmer, han netop er i færd med at klippe, sidder stadig under huden på ham.

»Vi mødte bl.a. et dansk-amerikansk par, der havde mødt hinanden på gaden i Tucson. Hun var fulgt efter ham og havde inviteret ham på en drink, selv om han havde en kæreste. I dag bor de sammen,« smiler Anders Agger over en kærlighedshistorie, som han fik op under neglene i USA.

Med hang til den slags historier kan han ikke rigtigt sige noget til, at kvinder spørger, om han vil drikke kaffe.

Artiklen fortsætter under billedet

Virkelighed og fantasi

Han har tøvet lidt med at sige ja til et interview. For Anders Agger kan bedst lide at være den, der spørger. Han vil hellere blive klogere på andre end at lade andre blive klogere på ham.

I bund og grund passer det ham ikke ret godt, at mennesker holder øje med hans elektroniske gøren og laden.

»Da jeg fik over 5.000 følgere, fik jeg en Facebookside i stedet for en profil. Jeg kan ikke skrive til folk, men de kan skrive til mig. Jeg er vist oppe omkring 50.000 følgere nu, det er sådan lidt… hold da op.«

Fanposten kommer i bølger i takt med, at Anders Agger dukker op på DR’s sendeflade i enten ’Indefra’ eller i programmer med Anne Hjernøe.

»98 pct. er søde og uskyldige. U-psykotiske. De sidste to pct. er ikke. Det er kvinder, der tager en eller anden form for ejerskab og tror, at de lige kan finde ud af noget med ham der inde i tv. Fordi jeg siger et eller andet til Anne i et program, tænker de, at de kan sige noget tilsvarende til mig,« forklarer han, mens han rydder tallerknen for tartelet.

Det har – i nogle få tilfælde – grænset til stalking.

»Der er virkelig nogle derude, som har svært ved at skelne mellem virkeligheden og deres egen opfattelse af den.«

Er der lavet en undersøgelse af, hvor mange mænd der ser de fine programmer? Efter tråden at dømme, kan det ikke være mange... min mand ser det dog, så jeg kender én.
- Kommentar på Facebook

Artiklen fortsætter under billedet

Langsomt tv

Anders Agger er 51 år, og hans berømmelse – eller popularitet – er kommet inden for de seneste fem år. Først med en række længere indslag til TV-Avisens søndagsudgave. Siden med en række dokumentarprogrammer som ’Sømanden og juristen’ fra 2011 om to mænds sidste tid på hospice. Siden har det været kostskolebørn, badehoteller, udvandrende indvandrere og direktørportrætter, han har beskæftiget sig med i en lang række programmer, hvor der altid er tid til en pause.

Seerne elsker det. Selv bliver han overrasket hver gang, han er ude at holde foredrag, og der er udsolgt og sidder 4-500 mennesker i salen.

»Så tænker jeg lige… ’øh nå...’ Men jeg har en distance til det, for fatalisten i mig tænker altid: ’Ja ja, det er jo ikke dét, der er vigtigt i livet’. Og det kan hurtigt gå over igen.«

Anders for pokker, du kan da ikke være overrasket. Uanset om du ser ’Indefra’, er på tur med Anne – ligegyldigt hvor på kloden, så får du altid det enkelte menneske frem og viser det smukke indhold i det enkelte menneske. Du viser nærvær og oprigtighed – derfor er du en succes.
- Kommentar på Facebook.

Talent for tv

Hvad er det, han kan? Det er noget med at lytte, forstå og fyre en lille vittighed af i ny og næ. Trække vejret dybt, sætte sig til rette – og lytte lidt mere.

Han har svært ved selv at kalde det et talent. Men vil hellere pege på talentet hos de to, der ’opdagede ’ ham Steffen Kretz og Morten Løkkegaard på TV-Avisen Søndag.

»Det er deres skyld. De spurgte engang, om jeg ikke kunne tænke mig at lave et lidt længere indslag. Jeg interviewede tre mennesker på hver sin alder om forårsforelskelse. Det var næsten et chok for mig at finde ud af, at man måtte lave 9-10 minutters tv om den slags i den bedste sendetid. Løkkegaard og Kretz var dygtige til at se det, og jeg ramte tonen,« erkender han.

Du har den dejligste stemme i de bedste udsendelser ’ever’ på tv, hvor det virkelig handler om følelser og mennesker. Det vi alle i bund og grund vil ha
​- Kommentar på Facebook

Oprindeligt ville han gerne være undersøgende journalist, men kom på TV-Avisen, hvor han lavede ’sin røvfuld af nyhedsjournalistik’. Men det var ikke i den hårde nyhedsgenre, at han brillerede.

»Jeg måtte konstatere, at det ikke faldt mig nemt. Det er områderne, hvor der ikke er et facit, der interesserer mig. Brydningen mellem mennesker. Følelser, som alle genkender. Det er dér, jeg tapper ind. Jeg synes, det er lige så vigtigt som, hvad der foregår i Gaza,« siger han og tøver lidt.

»Ja, altså forstå mig ret…«

Du er bare så super, Agger. Følger altid dine udsendelser, stor empati og medmenneskelig interesse for andre mennesker. Tak for det.
​- Kommentar på Facebook

Artiklen fortsætter under billedet

Over middagsbordet

Men hvor kommer talentet fra? Anders Agger smider skoene, lægger de bare fødder op på en ledig stol og tænker – længe.

»Altså uden at gøre det alt for efterskoleagtigt, så talte vi bare meget sammen derhjemme. I vores hjem var der en grundlæggende nysgerrighed på, hvordan andre mennesker levede deres liv. Man havde styr på sine nærmeste. Altså vi sad ikke ved aftensbordet og gennemtrawlede folk, men vi havde alle evnen til at undre os. Min mor var sygeplejerske, og hun var altid god til at tale med folk. Min far var skoleinspektør, og han er f.eks. rigtig god til at tale med sine børnebørn. Han er sådan én, der stiller spørgsmål, selv om han godt kender svaret, bare for at tale med dem.«

Folk kalder hans form for fjernsyn for mindfult – eller langsomt tv.

»Jeg laver ikke langsomt tv bare for at være langsom. Men når man sidder i en Audi med en CEO, som skal ind at fyre en masse ansatte, så er der bare stille indimellem. Det er den stilhed, vi lader blive i programmet. Vi lader pauserne, hvor jeg leder efter det næste spørgsmål, være med, og så kommer det til at se ud som om, at jeg er langsom.«

Fantastisk når du laver tv, du har empati og en dejlig, langsom måde at interviewe mennesker på. Jeg bliver glad i låget, når du kommer i mit fjernsyn.Tak.
​- Kommentar på Facebook

Artiklen fortsætter under billedet

På tinderne

I en tid hvor mange bliver stjerner, inden de er fyldt 20 år, havde Anders Agger rundet det dobbelte, inden han brød igennem på skærmen. Der er dog stadig mange år til pensionen – håber han.

»Jeg er god til at være glad for det, jeg har. Men jeg er også meget opmærksom på, at det kan være slut en dag. Jeg har oplevet, hvordan min sindssygt dygtige kollega Vagn Olsen gik fra at lave sine egne programmer til at arbejde som tilrettelægger på et af mine sommertemaer. Pludselig blæste vinden bare en anden vej, og de ville ikke have hans programmer, selv om Vagns evner var uforandrede. Det samme kan ske for mig, og så står jeg der med alle mine fortællinger.«

Han holder en af sine berømte pauser.

»Nej, man skal fandeme ikke lægge sin identitet i sit arbejde. Jeg ville blive træt af det, hvis de fyrede mig, men jeg ved, at risikoen er der. Så mit liv er spundet op på at blive i loopet.«

Bare klø på, Anders, du er den bedste dokumentarist, Danmark har haft i mange år. 8Kommentar på Facebook

Når man er 51 år og arbejder i en branche, hvor der konstant skæres ind til benet, skal man tænke sig om og have en plan B. Det har Anders Agger ikke.

»Jeg er faktisk for nylig blevet angst for, hvad der skal ske bagefter. Jeg har ingen hobbies eller hjemmeboende børn. Jeg er også holdt op med at spille fodbold. Jeg dyrker ingenting, så hvad skal jeg lave i stedet for det her,« spekulerer han.

»Jo, jeg er faktisk begyndt at spille tennis igen, hvis jeg ikke skulle lave tv mere, ville jeg nok flytte til Sydfrankrig, spille tennis og se godt ud i hvidt tøj,« griner han.

Artiklen fortsætter under billedet