Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med filosof, debattør og foredragsholder, Eva Agnete Selsing, om at være krasbørstig husrmor, om misundelse over store brylluper og om meget, meget mere ...

Log ind på BT PLUS og læs denne uges ERKENDELSE med Eva Agnete Selsing og de tidligere ugers interessante indblik i kendte danskeres tanker om sig selv.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.

Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med filosof, debattør og foredragsholder, Eva Agnete Selsing, om at være krasbørstig husrmor, om misundelse over store brylluper og om meget, meget mere ...

Jeg står gerne ved, at jeg har temperament. Det viser sig ved ... min slagfærdige skrivestil. Jeg foretrækker selv, når folk er ærlige og kontante. Hellere krasbørstig og levende end halvdød og indebrændt, ikke sandt?

Problemet ved at have sine meningers mod er ... at det også skubber nogle folk væk. Nogle bliver bange, andre bliver vrede. Jeg ser det selv som et filter, der sier nogle af de mindst opsamlingsværdige typer fra. Dem, der kan tage det, er også dem, der selv har selvtilliden i orden, og den slags tiltaler mig.

Jeg omtaler mig selv som filosof og husmor, fordi ... det er det, jeg er. Filosof af uddannelse, husmor i dagligdagen. Ja, jeg ser omsorgen for og opdragelsen af mine børn som den ædleste opgave i hele verden. Og den mest naturlige. Selvfølgelig er det mig, deres mor, subsidiært deres far, der gør det bedst. Det er jo os, der kender og elsker dem. At holde et hjem er den fineste opgave, jeg har været så heldig at få.

Det var nærmest overnaturligt, da ... jeg var i Firenze sidste år og så et billede af Masaccio, som jeg har elsket, tænkt på og læst om, siden jeg studerede kunsthistorie. Det var meget rørende, og jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. At stå der, i det nøgne kirkerum, og se op på en af den vestlige verdens fineste kulturfrembringelser, som tilmed betød noget særligt for mig... det var overvældende.

Det, der styrker mennesker – inklusive mig selv – er.... en følelse af mening. Hvis jeg kan se, at det, jeg gør, er meningsfuldt, så er det lige meget, hvor hårdt eller irriterende eller kedeligt det kan være.

Jeg gjorde mig bemærket med mine holdninger allerede, da ... jeg var studerende. Jeg var meget ensom, ideologisk, på mit studie, men jeg har altid svømmet mod strømmen, så det var ikke uvant. Det gav mig også et uvurderligt indblik i nogle menneskelige kategorier, jeg ellers ikke havde forstået.

Jeg kunne ikke sove i dagevis på grund af... terrorangrebet i Paris, november 2015. Jeg var dernede, hos min farmor, der bor midt i byen, da det skete. 10 minutter fra Bataclan. Dér kom den fremtid, de åbne grænser har beredt for vores børn, pludselig meget tæt på. Jeg var rasende og søvnløs.

Sommetider har jeg behov for at lukke ned for Facebook, fordi ... det er så velgørende med et lille afbræk. Det er sundt, tror jeg, når man følger så meget med i alt det grimme, der foregår, at have et pusterum i ny og næ. Jeg elsker det, men savner også hurtigt mine Facebook-venner, som jeg sætter stor pris på.

Jeg hader, når ... folk er så forfængelige, at de bliver ligeglade med sandheden. Når de tilsidesætter almindelig moral og begynder at relativere tingene og undsiger det rigtige, blot for at tage sig bedre ud eller tækkes meningsmagten. Et eksempel var børneægteskaber i asyllejrene, som pludselig var helt fint i visse kredse, fordi der var tale om ’kultur.’ Relativering af noget helt grundlæggende forkert. Det er et usselt karaktertræk.

Jeg havde lyst til at hævne mig, da ... jeg læste om Nanna Skovmand og hendes kæreste, der var blevet overfaldet. De sager med den tilfældige, bestialske vold – som der lader til at komme flere og flere af – i kombination med et retssystem, der er moralsk beskidt, det gør mig harm helt ind i sjælen.

Mine holdningsmodstandere har ret i én ting, nemlig ... at jeg er vred. Det er mit primære drive, når jeg skriver om politik.

Jeg har ændret min holdning til ... fællesskaber. For nogle år siden var jeg mere liberal og tænkte, at individet altid må stå øverst. Sådan har jeg det ikke længere. Som familiemenneske, som dansker, som judeokristen vesterlænding ser jeg, hvor stor betydning de kulturelle fællesskaber har. Et individ er intet uden disse, og megen af tidens opløsningsfilosofi går faktisk ud på at fjerne den enkelte fra sine gode, nære rammer. Det vil jeg gerne bekæmpe.

Forelskelse er for mig .... den dybe, blomstrende, vilde beundring af det menneske, du helst vil danse med i hele verden.

Jeg vil aldrig gentage ... mit eksperiment med at være rødhåret. Godt nok var det en idiotfrisør ved navn Sanne, der gjorde det, men det sker aldrig igen.

Gode, maskuline egenskaber ved mænd er ... mod, en ubændig vilje til sandhed og så den gentleman-hed, vi engang så tydeligst hos briterne (før England gik i stykker kulturelt og sandede til i politisk korrekthed). Der er ikke noget, jeg beundrer så meget, som en mand, der har modet til at sige det upopulære, fordi det er rigtigt. Og omvendt er der heller ikke noget mere patetisk end en behagesyg kujonmand. Det er altså noget rigtigt sjask.

Jeg drømmer om at ... lære russisk igen. Jeg talte det næsten flydende, da jeg gik ud af gymnasiet, og nu kan jeg kun huske brudstykker. Det irriterer mig. Man skal lære så mange sprog som overhovedet muligt, og når jeg har genlært russisk, står den på tysk, som jeg aldrig har haft, hvilket er en stor fejl.

Det er provokerende, når folk ... proklamerer deres uenighed, men ikke kan argumentere for det. Som om ’jeg er bare uenig med dig’ eller ’du har et dårligt menneskesyn’ eller ’man må ikke generalisere’ nogensinde har været begrundelser, man skulle respektere. Den form for intellektuel dovenskab – eller dumhed – generer mig.

Jeg skammede mig over ... ikke at forsvare Sørine Gotfredsen, da hele medieklassen opkastede sit had mod hende, efter at hun havde skrevet en skrap klumme om Breivik. Den sag var meget ulækker. For det er fair nok at være uenig – men deres anliggende var et blå boghelt, helt andet. Det var et primitivt men dybfølt had, der udmøntede sig i den slags heksejagt, der næsten er blevet hverdagskost for folk på højrefløjen. Jeg skulle have skrevet noget, fordi det var det rigtige at gøre. Dengang var jeg bare ikke så skrivevant som i dag. Men det er ingen undskyldning. Kujonerne kan relativere og bortforklare og slime med flokken. Det menneske vil jeg simpelthen ikke være. Nogensinde.

Jeg burde sige undskyld til ... min mor, fordi hun får lov at passe børn så mange lørdage. Jeg glemmer en gang imellem, at hun jo faktisk også har et socialt liv.

Jeg var rystende nervøs, da ... jeg skrev de første klummer. Jeg syntes, det var prætentiøst af mig overhovedet at regne med, at der var nogen, der ville læse mine ord. Heldigvis gik det hurtigt over.

Jeg føler mig ensom, når ... jeg insisterer på at sige det indlysende i selskab af mennesker, der har det til fælles, at de ikke vil have, at man påtaler det indlysende. Du ved, dér, hvor sandheden er bandlyst. Heldigvis befinder jeg mig kun sjældent i sådan nogle sammenhænge.

Det blev heldigvis ikke opdaget, da jeg ... slog igen, da jeg forleden bankede hovedet ind i en køkkenlåge. Sådan noget gør voksne mennesker jo ikke. Altså, en låge er lissom ikke levende, vel, og så er det temmelig åndssvagt at slå på den (jeg sagde vist også et ukvemsord eller ti). Det er desværre noget, jeg gør flere gange om året. Som regel uden publikum, dog.

Fordi politikerne ikke tog fat noget før, er Danmark nu ... et land med områder, der er så farlige, at myndighederne ikke er velkomne. Hvor resten af samfundets normer og jurisdiktion er sat ud af kraft. I mit land. Det vil jeg fandeme ikke finde mig i, og det skal vi have ændret.

Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor ... nogle mennesker opgiver sig selv æstetisk, når de bliver ældre. Jeg håber, jeg vedbliver med at sætte håret og gå pænt klædt lige til det sidste.

Jeg græd mine salte tårer, da ... jeg spildte det sidste af min dyrebare, hjemmelavede rabarberkompot på gulvet forleden. Rabarberkompot er noget af det bedste, jeg ved. Med alt for meget sukker og fed vanilje i. Jeg kan sagtens spise det helt uden tilbehør.

Min selvtillid dalede til nul, da ... jeg var i træningscenteret for nylig for første gang i et stykke tid og måtte erkende, hvor elendig form jeg er i. Michael Moore har bedre kondi end jeg for tiden.

Jeg er dybt misundelig på ... alle dem, der har store, smukke bryllupper (selvom jeg selvfølgelig også glæder mig på deres vegne!). Vi havde en meget u-festlig bryllups-oplevelse på Københavns Rådhus. Det er dog planen, at min mand og jeg skal holde en ordentlig fest på et tidspunkt. Nu må vi se, om det bliver på denne side af otiummet.

Jeg håber, jeg vil blive husket for ... at sige noget væsentligt om samfundet og de mennesker, der bebor det. At flytte opinionen i retning af større taknemmelighed overfor den livsform, den kultur og de traditioner, der er vores, og som vi har fået i arv.