Daniel Agger mener ikke, at Morten Olsen har fået den respekt, han fortjener og forstår landstrænerens valg om at stoppe.
Daniel Agger var en af få, der vidste, at landstræner Morten Olsen ville offentliggøre sin beslutning om at stoppe som træner for det danske fodboldlandshold på et pressemøde hos DBU tirsdag eftermiddag.
Et valg, der ærgrer anføreren for det i øjeblikket konfliktramte landshold, men Daniel Agger forstår godt, hvorfor Morten Olsen er nået frem til den konklusion efter 15 år i jobbet.
Der har nemlig ifølge Agger i den grad manglet respekt for landstræneren i den seneste tid.
»Det er klart, at han (Olsen, red.) har været nogle ting igennem, og de ting, der er blevet gjort, det er også noget ... hvordan skal jeg formulere det: Med den mangel på respekt, der måske har været, forstår jeg ham godt,« siger Daniel Agger.
Morten Olsens beslutning om at stoppe i jobbet i sommeren 2016 tolkes af mange som kulminationen på et betændt klima mellem landstræneren og ledelsen i DBU bestående af direktør Claus Bretton-Meyer og formand Jesper Møller.
Morten Olsen ville i tirsdag ikke bekræfte, at der lå uvenskab bag beslutningen, og Daniel Agger vil heller ikke pege på, om det er DBU-toppen, som ifølge ham har vist manglende respekt for den mangeårige landstræner.
Hvem hentyder til, når du siger mangel på respekt?
»Ikke til nogen, det er bare generelt. Det kan være alle. Jeg synes generelt, at en mand som ham skal behandles med respekt fra spillere, klubber og publikum,« siger Daniel Agger.
Men han understreger, at Morten Olsen i hans øjne ikke er blevet behandlet ordentligt.
»En mand som Morten Olsen, som har gået gennem ild og vand for det her hold og land, ham burde man virkelig behandle ordentligt og være glade for at have som træner for det danske landshold.«
Daniel Agger mener trods Morten Olsens mange år i jobbet stadig, at den afgående landstræner er den mest kompetente mand til jobbet.
»Det er ærgerligt, at Danmark mister sådan en træner. Jeg mener stadig, at han er den mest kompetente til det job. Han er fuldt engageret, hver gang vi samles, men samtidig er det også forståeligt. Han har været mange år i jobbet, og det er gået op og ned - for hans vedkommende mest op. Men jeg forstår godt timingen,« siger Daniel Agger.
