Frederik Ihler fik debut i 3F Superligaen i 2020. Nu får den 18-årige angriber sin første seniorkontrakt.
Således har Frederik Ihler sat sin underskrift på en kontrakt med AGF, der gælder for de kommende tre år. Det oplyser AGF på sin hjemmeside.
»Ihler er en talentfuld angriber, der har haft en god udvikling i sin tid i AGF og har vist gode takter på U19 holdet efter han rykkede op,« siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye og tilføjer:
»Trods sin unge alder besidder han en arbejdskapacitet som en Superliga-spiller og han har en ydmyg og seriøs tilgang til fodbolden, der vil komme ham til gode senere i karrieren. Nu drejer det sig for Frederik om fortsat at arbejde hårdt og fortsætte sin udvikling, så venter der ham en fin fremtid i AGF.«
Det er planen, at den unge angriber i foråret skal fortsætte med at spille kampe for AGF's u19-hold og løbende indgå i træningen for 3F Superligaen, inden han permanent indtræder i førsteholdstruppen fra sommeren.
Hovedpersonen selv er glad for sin nye kontrakt.
»Det er super fedt. Jeg er megastolt og glad for, at aftalen er faldet på plads,« siger han til AGF's hjemmeside.
I september 2020 fik han debut for Superligaen i en udekamp mod AaB.

