I et forsøg på at overleve i Superligaen er AGF-truppen sendt på to dages træningssamling et hemmeligt sted, og den 53-årige tidligere Rosenborg-træner Ola By Rise og mentalcoach Bent Kock Nielsen er blevet ansat i forsøget på at få reddet livet i Superligaen.
- Efter det syvende nederlag i streg har vi en stab og en spillertrup, som naturligvis er ramt, og det gælder om at få dem til at tro på egne evner, for de har vundet fodboldkampe før. Og vi skal dels erkende og anerkende, at vi kun er et point fra at redde os, og der er 12 point at spille om. Det er ikke nogen umulig opgave, vi står over for, og det er det, vores mentale coach skal være med til at få folk til at anerkende.
- Vi står med en trænerstab, som består af Jesper Fredberg, Martin Jørgensen og Kasper Bugge, og de har også tabt syv kampe i træk og har brug for inspiration, så vi sikrer os, at vi ikke er fastlåste i vores måde at se fodbold på. Derfor skal Ola komme ind med friske øjne. Han har stor erfaring og er vant til at se fodboldkampe. Han kan være med til enten at bekræfte os i, at det vi gør, er det rigtige, eller at få justeret på de håndtag, vi nu kan for at vinde fodboldkampe.
Hvordan kommer fordelingen til at være?
- Det er Jesper Fredberg, der afgør det. Fordelingen er klar. Jesper Fredberg er cheftræner, det er Brian Steen Nielsen, der er sportschef. Det her er sket i samråd med dem og i meget høj grad på opfordring fra dem.
Har de selv sagt, at de mangler inspiration, som du lige har sagt, at de har brug for?
- Ola kan være med til at justere på nogle knapper og inspirere dem til at foretage nogle justeringer. Jeg siger ikke, at de mangler inspiration. Jeg siger bare, at når man henter sådan en mand ind, så kan han komme med en objektivitet og erfaring, så han kan være med til at stille nogle spørgsmål omkring, hvorfor vi gør, som vi gør. Det er en rådgivende funktion. Det er det med begge dem, vi har ansat.
Hvor stort et ønske er det så fra Jesper Fredberg, at der skal tilknyttes både en træner mere og en mental coach?
- Det er et stort ønske for dem at få hjælp til at lykkes med den opgave, som de har fået afleveret til sig. Det er mig og bestyrelsen, som har bedt dem om at løse opgaven, og der må man sige, at det er vi ikke lykkedes med det i de sidste syv kampe. Der har vi drøftet, hvad vi skulle gøre, og der har trænerstaben sagt, at det her er de to løsninger, som de synes, der er relevante og interessante.
Du sagde ellers i sidste uge til BT, at der ikke var nogen grund til at spekulere i personalemæssige overvejelser?
- Jeg sagde, at det ikke var noget, medierne skulle spekulere i. Det skulle vi nok ordne selv. Det var i hvert fald det, jeg mente. Sådan noget her er, hvad man kalder krisestyring, og der kan jeg ikke styre efter, hvad medierne har skrevet i aviserne. Det her drejer sig om at få AGF til at blive i Superligaen. Derfor er det uinteressant, hvad jeg sagde for en uge siden. Hvis vi havde vundet stort over Viborg, havde vi nok også kørt videre med denne her konstellation. Det her er nogle ting, som jeg har kigget på igennem en længere periode.
Man kunne tolke det som en devaluering af Jesper Fredberg, at der nu kommer endnu en træner i staben?
- Man kan også vende det om og se det som, at det her er for, at cheftræneren skal lykkes med sin opgave. Vi har fuld tiltro til, at denne her løsning er den rigtige, og jeg tager fuldt ansvar for, at det var mig, som valgte at give opgaven til Jesper Fredberg. Hvis han ikke lykkes med det, så er det mit ansvar.
Så har du også fejlet?
- Det er helt sikkert. Vi vinder sammen, og vi taber sammen.
Har du flere tiltag i skuffen, eller er det her det sidste, vi ser?
- Jeg kan ikke forestille mig, at vi gør mere. Jeg synes, vi har gjort meget. I vinterhalvåret tilknyttede vi to dygtige spillere i Johan Lædre Bjørdal og Danny Olsen, vi har skiftet cheftræneren, og vi har nu gjort de her to tiltag. Vi kan appellere til, at vores fans hjælper os, men af de store ting tror jeg, det er det.
Der stod i pressemeddelelsen, at truppen nu befinder sig i andre omgivelser. Hvad betyder det?
- Det holder vi for os selv.
Hvordan kan det være?
- De skal have ro nu.
