Med syv nederlag på stribe spidser det for alvor til i bunden af Superligaen for AGF og cheftræner Jesper Fredberg, der i de sidste fire spillerunder står foran sit livs træneropgave i bestræbelserne på at redde den traditionsrige klub fra nedrykning.
AGF er en klub i frit fald. Nul point i syv kampe og et enkelt mål til de hvidblusede, som kom på en foræring i kampen mod Brøndby, står som de nøgne facts inden Superligaens sidste fire spillerunder.
Siden 32-årige Jesper Fredberg tog over efter den forhenværende og omdiskuterede cheftræner Peter Sørensen, har AGF spillet i en 4-1-4-1-formation, men den taktiske disposition har været genstand for kritik på det seneste.
I angrebet har man Jesper Lange, der har scoret fire mål i sæsonen, og kritikken går blandt andet på, at AGF bliver for lette at forsvare sig imod med det nuværende spilsystem. DR Sportens fodboldkommentator Jan Kalborg er blandt dem, der mener, at AGF burde stille brikkerne op på en anden måde på taktikbrættet.
- 4-1-4-1 er ikke det rigtige system. En 4-4-2 havde været mere naturlig for dem, fordi Jesper Lange ikke er hurtig nok til at være den eneste angriber og i øvrigt ikke er typen, som skal ligge alene. Rent ud sagt er det for dårligt kun at have scoret et enkelt mål i syv kampe, siger Jan Kalborg.
Jesper Fredberg erkender, at det langt fra er tilfredsstillende, at AGF har scoret så få mål, men på trods af de vedvarende dårlige resultater på fodboldbanen og scoringskrisen ser han ikke systemet som den store skurk.
- Vores seneste dårlige resultater skyldes i mine øjne ikke et forkert spilsystem, men i højere grad, at vi ikke har været dygtige nok til at score på vores chancer, som der ellers har været nogle stykker af i vores seneste kampe, siger Jesper Fredberg og tilføjer, at skader til klubbens offensive spillere har været en af årsagerne til, at Jesper Lange har ligget alene i front.
I den anden ende af banen har AGF lukket 15 mål ind i syv kampe, hvor de fire forsvarsspillere har spillet et godt stykke under niveau. I det nuværende spilsystem har det for det meste været Martin Jørgensen, som har spillet på den defensive midtbane, og selv om Kasper Povlsen, der ligger lidt højere på banen, i sagens natur er en defensiv midtbanespiller, så kan Martin Jørgensen komme til at stå alene foran midterforsvaret.
At firebackkæden skulle være for dårligt beskyttet i det nuværende spilsystem, mener Jesper Fredberg dog ikke.
- De fire forsvarsspillere skal også til en vis grad kunne klare sig selv, selv om midtbanen naturligvis skal hjælpe i det defensive. Vores problem har været, at vi har givet for mange mål væk, siger AGF-træneren.
AGF skal på mandag møde OB på hjemmebane og har stadig muligheden for selv at afgøre sin skæbne, idet århusianerne møder både FC Vestsjælland og Sønderjydske, som også kæmper for at undgå nedrykning, mens guldfavoritterne fra AaB venter i sidste spillerunde.