Spanieren betaler prisen for Riis’ økonomiske problemer. Kaptajnen mister 15 procent af sin løn
Hvis du vil have et hold at køre på i næste sæson, skal du gå ned i løn. Skåret ind i til benet, er det den besked, som Alberto Contador har fået af Bjarne Riis.
Den danske holdejer har længe kæmpet for at sikre en fremtid for sit cykelhold, og med få dage tilbage før deadline, erfarer BT fra kilder omkring Team Saxo-Tinkoff og Alberto Contador, at Bjarne Riis på et møde har fortalt Contador, at han i næste sæson vil få 10-15 procent mindre i løn i forhold til i år.
Ifølge BTs kilder har Alberto Contador sagt til Bjarne Riis, at han forstår holdets økonomiske problem, og derfor har han accepteret lønnedgangen. Og det er på trods af, at Contador stadig har to år tilbage af den kontrakt, som begyndte, da Contadors dopingkarantæne udløb forrige sommer.
Alberto Contador får årligt omkring 25 mio. kr. af Bjarne Riis. Med en lønnedgang på 15 procent, vil han i næste sæson tjene 21,25 mio. kr. Derudover får Contador via en aftale med cykelproducenten Specialized omkring 15 mio. kr.
BT har været i kontakt med Alberto Contadors bror og agent, Fran Contador, men han henviste til deres pressemand, Jacinto Vidarte. Vidarte fortæller, at Contador er i løbende kontakt med Riis, og at Contador har fået Riis’ ord på, at holdet forsætter i næste sæson. Lønnedgangen vil Contador-lejren ikke tale om.
- Det har jeg ikke nogle informationer om, og det er ikke vigtigt på dette tidspunkt. Lige nu er det vigtigste, at holdet fortsætter, og at Contador fortsætter på holdet. Det er alt, hvad vi har at sige.
Er det en mulighed for Contador at gå ned i løn?
- Lad være med at spørge mere til det, for det svarer vi ikke på. Det er ikke et spørgsmål til os, siger Jacinto Vidarte.
Der er dog stadig en sidste chance for, at Alberto Contador og holdet kan bibeholde lønbudgettet fra denne sæson. Alberto Contador har fået at vide af Bjarne Riis, at Riis lige nu forhandler med en mulig sponsor, som kan overtage efter Tinkoff Bank, som trækker sig efter denne sæson.
Ifølge BTs oplysninger er der forhandlinger med to parter, som er interesserede i at blive hovedsponsor sammen med Saxo Bank. Hvis det lykkes Bjarne Riis at få en ny hovedsponsor, vil holdet fortsætte som i denne sæson.
Alberto Contador har desuden holdt et møde med sin gamle ven, Formel 1-køreren Fernando Alonso, som er i gang med at stable sit eget cykelhold på benene. Her har Contador fortalt, at han gerne vil køre for Alonsos kommende hold, men at det ikke kan lade sig gøre på grund af Contadors aftale med Bjarne Riis.
Team Saxo-Tinkoff er blevet foreholdt oplysningerne i denne artikel, men har ikke ønsket at medvirke.
Under VM i Firenze i sidste weekend sagde Bjarne Riis, at han regner med snart at kunne offentliggøre nyt om holdets fremtid.
Fakta:
Deadline nærmer sig
Senest d. 20. oktober skal Bjarne Riis sende al information vedrørende holdet til UCI, som skal godkende holdet til den kommende sæson. Det betyder blandt andet, at Riis skal sende navnene på alle de ryttere, han har på kontrakt i 2014. Han skal have mindst 23 ryttere, to sportsdirektører og otte øvrige ansatte på kontrakt, og lige nu ser det ud til, at han har 16 ryttere. Det er fra d. 20. oktober, at rytternes point bliver talt sammen, og World Tour-licensen bliver udregnet herefter. Hvis Riis skriver kontrakt med en rytter efter denne dato, tæller pointene ikke, og Riis vil få en bøde på mellem 60.000 kr og tre mio. kr. Det skete f. eks., da Bjarne Riis sidste år skrev kontrakt med Michael Rogers efter 20. oktober. Senest 1. december skal holdet mønstre 23 ryttere.
Ifølge UCIs regler skal Riis levere alle dokumenter, som garanterer, at holdet kan løbe rundt i den kommende sæson. Det betyder blandt andet, at holdet skal stille en bankgaranti.
Hvis ikke alle essentielle dokumenter er afleveret før denne dato, kan UCI nægte at registrere holdet til den kommende sæson. Kilde: UCI Cycling Regulations.
Dem har Bjarne Riis på kontrakt i 2014 (der kan være rytterskift, som endnu ikke er offentliggjort):
Danielle Bennati Manuele Boaro Matti Breschel Alberto Contador Timmy Dugan Jesus Hernandez Roman Kreuziger Marko Kump Rafal Majka Jay McCarthy Michael Mørkøv Evgeny Petrov Nicolas Roche Michael Rogers Rory Sutherland Chris Anker Sørensen Michael Valgren ( Kommer fra Team Cult Energy på en tre-årig kontrakt).
De står uden kontrakt efter denne sæson:
Nicki Sørensen Karsten Kroon Christopher Juul-Jensen Mads Christensen Jonas Aaen Sergio Paulinho Matteo Tosatto Bruno Pires Oliver Zaugg Takashi Miyazawa Benjamin Noval Anders Lund ( stopper karrieren) Jonathan Cantwell ( til Drapac Pro Cycling) Læs kommentar på næste side De forlader holdet:.