En institution takker af. Efter 19 år i cykelsporten slutter en æra for de orangeklædte baskere, der havde Pyrenærne som deres baghave

Tænk på farven orange. Ikke som bøjet i kølig neon, men i varm og glødende, strålende og stærk.

Sådan har vi været vant til at se dem. Euskaltel-rytterne – eller de blodige gulerødder, som en konkurrent en gang titulerede de gæve baskere under et Tour de France, hvor de gjorde sig mere bemærket ved at ryge mere i asfalten end ved at sætte feltet i brand med de karakteristiske udbrud over lang distance.

Snart er det forbi med at se cykelsportens anarkistiske slæng skyde farten, så snart vejen snor sig op mod tinderne. Et forsøg fra F1-stjernen Fernando Alonso på at redde holdet – eller i hvert fald overtage deres World Tour-licens som en del af cykelsportens superliga – strandede, mens den spanske fartpilot var i gang med et Formel 1-grandprix i Singapore.

- Min passion for projektet er uændret, men det lod sig ikke gøre at få alt på plads, så vi kunne have et hold klar allerede næste år. Vi vil lave det bedst mulige cykelhold, sagde Fernando Alonso, hvis venskab med Team Saxo Tinkoffs superstjerne, Alberto Contador, havde sat gang i spekulationerne om et samarbejde mellem de to.

Angiveligt vil Alonso forsøge at tage et mere skridsikkert tilløb frem mod sæsonen 2015 og dermed skabe et nyt spansk storhold. Men det vil være et mandskab meget langt fra den stærke, rodfæstede identitet, Euskaltel nåede at bygge op over næsten 20 år.

- Deres hovedkvarter vil efter planen stadig være i Baskerlandet af skattemæssige årsager. Men planen er at gøre det til et mere internationalt hold for fremtiden, og reelt er holdets stærke identitet og baskiske rødder ikke længere til stede, siger Velonews-journalisten Andrew Hood, der er bosiddende i Spanien.

Den baskiske os-mod-de-andre mentalitet har været Euskaltels bankende hjerte gennem de fleste af årene. Så da ledelsen i 2012 begyndte at slække på principperne, skrev syv tidligere Euskaltel-ryttere en protesterklæring i bekymring over udviklingen.

- Det er svært at acceptere at se baskiske ryttere, som i årevis har været en del af dette projekt, blive sorteret fra til fordel for udenlandske ryttere. Det er mangel på respekt, lød det fra Amets Txurruka, som efter sæsonen 2012 måtte forlade holdet for at se en græker og en ukendt russer fylde op i truppen.

Baskerlandet er kendt for at stå stærkt på tilknytningen til et område, der i årtier har haft en selvstændighedsbevægelse. Fodboldklubben Athletic Bilbao er eksempelvis Primera Divisions baskiske duftmærke med et mandskab bestående af lutter lokale spillere.

Basker er og var også Iban Mayo, og når man tager en flyvetur hen over de oplevelser, Euskaltel har leveret i løbet af årene, så stråler hans navn tydeligst af alle. Han var det skarpeste våben nogensinde i Euskaltels armé.

Og han var på et tidspunkt en af de tydeligste hovedpiner hos Lance Armstrong. Tag nu bare dengang i 2003.

Jan Ullrich havde amerikaneren efterhånden fået styr på. Marco Pantani var i frit fald som både menneske og rytter og heller ikke nogen bekymring. Vinokourov var godt nok en uregerlig vildmand, men ikke nogen regulær Tour-trussel. Og Team CSCs Tyler Hamilton opførte sig stadig mest som en logrende skødehund.

Ikke mange ryttere kunne rigtigt bringe Lance Armstrong i affekt. Men i 2003 fik den almægtige amerikaner en køretur af fremstormende Iban Mayo på en måde, som siden var ved at koste sejren i Tour de France.

Iban Mayo og Lance Armstrong krydsede klinger i Tour-optaktsløbet Dauphiné Libéré. Med Mayo i rollen som en baskisk bjerg-guerilla, der kunne angribe, som om det hele var en større sag værdig. Kviksølvskadence og letbenede lækkerier. Aggression med opsætsigt blod i årerne. Euskaltel i renkultur. Også når der var fyret på med fy-fy stoffer fra den forbudte liste.

Når Iban Mayo skød af sted med blitzagtige accelerationer, tvang han Armstrong til at grave dybere i sine fysiologiske ressourcer, end godt var. Og US Postals Tourminator kom til at betale prisen, så snart Tour de France 2003 gik i gang.

- Lance brugte så mange kræfter, at han var tæt på at bryde sammen. I stedet for at optimere sin form under Dauphiné Libéré, kom han til Tour de France mere flad end nogensinde, siger træner Chris Carmichael i Daniel Coyles bog, ’Lance Armstrong – Tour de Force’.

Helt til tops nåede Iban Mayo aldrig. Det blev til en sjetteplads i Tour de France i 2003. Men den tidligere ambulancefører vandt etapen til Alpe d’Huez i den måske mest aggressivt kørte opkørsel set nogensinde. Med Jan Ullrich i sin bedste forfatning, den kravebensskadede Tyler Hamilton i selvlysende superform og Mayos team-kollega Haimar Zubeldia som vinderligningens sorte hest.

I 2004 var Iban Mayo udråbt som den helt igennem uregerlige urostifter, som med størst sandsynlighed kunne få Tour-tronen til at vakle under store, stygge Armstrong.

Mayo skulle, om ikke stoppes, så stækkes inden bjergene. Og det blev han. Brutalt og nådesløst på et brostensstykke i det nordlige Frankrig, hvor Armstrong dirigerede et sæt barske US Postal-specialtropper frem, mens de orangeklædte Euskaltel-ryttere kunne forbande de uvante prøvelser og den trængselsfulde positionskamp med spidse albuer og skuldergnubben langt væk.

Mayo styrtede og kunne se både Armstrong og muligheden for en Tour-sejr fortone sig, da han forslået og blodig rullede i mål med et altødelæggende tidstab.