Pierre-Emile Højbjerg fik en halvleg for Augsburg, mens Jannik Vestergaard atter fik fuld spilletid for Werder Bremen, de der lørdag eftermiddag blev spillet Bundesliga-fodbold i Tyskland.

Begge danskere måtte skuffet traske fra banen. U21-landsholdets anfører Jannik Vestergaard leverede ellers endnu en stærk præstation for Werder Bremen, der længe styrede mod en udesejr mod FC Köln. Men på en sen scoring lykkedes det hjemmeholdet at udligne til 1-1 kort før tid.

Værre gik det for A-landsholdets store håb Pierre-Emile Højbjerg, der for anden kamp i træk, efter han er vendt tilbage fra sygdom, startede på bænken for sin klub Augsburg. De gæstede Freiburg og måtte gå fra banen med et 0-2-nederlag.

Dermed har FC Augsburg, der højst overraskende stadig er med i kampen om europæiske billetter, tabt de seneste to kampe i ligaen.

De åndes nu i nakken af netop Werder Bremen, der med dagens ene point nu blot er fire point efter Augsburg.

En tredje dansker nåede også i aktion, omend det ikke blev til mere end få minutter. Leon Andreasen blev sendt på banen i slutfasen af opgøret mellem Hannover 96 og Borussia Dortmund. Han kunne dog ikke forhindre, at Dortmund vandt med cifrene 3-2.