FC København er brændt varm på Nicklas Bendtner og har nu gjort alt klar til, at angriberen skal føle sig velkommen hjemme i den danske hovedstad. Meget gerne allerede til sommer.
Med tilbagestrøget hår, iklædt solbriller, lang, åbenstående frakke, jakkesæt, rødt slips og brune kørehandsker sad Nicklas Bendtner på sin plads med et kæmpe smil på læben. Flankeret af en god ven til venstre for sig og direktøren i FC København, Anders Hørsholt, til højre for sig. Foråret havde endeligt ramt landet, der var derby mod Brøndby i national-arenaen, alt klingede af noget stort og lovende.
Når Superliga-sæsonen hedder 2015/16, behøver Nicklas Bendtner ikke længere optræde som gæst på dansk græs. Står det til FC København, skal 27-årige Bendtner trække holdets hvide trøje over hovedet. Så hurtigt som muligt på en permanent kontrakt.
Forarbejdet har fundet sted. I begyndelsen af vinterens transfervindue tog klubbens norske manager, Ståle Solbakken, personligt kontakt til Nicklas Bendter og meddelte ham, at FC København var parat til at byde ham indenfor, Bendtner skulle bare sige til.
Storaktionær i selskabet bag FCK Erik Skjærbæk ynder at holde sig i baggrunden og undlader at kommentere offentligt på fodboldforretningen. Men da navnet Nicklas Bendtner blev bragt frem som en mulig tilgang for et par uger siden, var Skjærbæk ikke længere hverken tilknappet eller afvisende, ligesom storaktionæren lod omverdenen forstå, at tankerne om et indkøb i Bendtner-klassen ikke lå ham fjernt.
For et år siden ville de færreste tænke tanken, at Nicklas Bendtner kunne være en realistisk mulighed i Superligaen, og selv om der stadig er lang vej fra Wolfsburg til FC København, ligesom meget skal gå op i en højere enhed, før det sker, åbnede Brøndbys chokerende Daniel Agger-transfer med ét for, at selv usandsynlige handler kan blive sandsynlige. Det kan pludselig gå stærkt i fodboldverdenen.
BT har talt med en lang række kilder med dyb indsigt i FC København og i Nicklas Bendtners fremtidige fodboldliv. Ingen ønsker at blive citeret, men de beretter og forklarer til baggrund, hvilke parametre der skal opfyldes, før FCK og Bendtner bliver til mere end en flirt.
Spilletiden i Wolfsburg
Skiftet fra engelsk til tysk fodbold skulle markere en frisk start. Nicklas Bendtner ankom til Wolfsburg ude af form efter lang tid uden regulær spilletid. Begge parter vidste udmærket, at danskeren derfor skulle bruge en god portion tid på at komme i form. Prognosen lød på fire måneder.
Egentlig forløb det som planlagt, og over for Bendtner lød meldingen, at klubben var tilfreds med indsatsen. Der kom aldrig markant tid på banen, for mens Nicklas Bendtner spillede sig i form, dominerede den rutinerede 35-årige kroat Ivica Olic i angrebet. I vinterpausen blev han dog sendt videre til Hamburg SV, og med et var vejen banet for spilletid. Cheftræner Dieter Hecking fortalte de to tilbageværende fuldblodsangribere, Bas Dost og Nicklas Bendtner, at det derefter var 50/50 mellem de to, og at konkurrencen var helt åben. Bas Dost fik første forsøg i forårssæsonen, da Bundesligaens suveræne førerhold, Bayern München, kom på besøg. Nærmest mirakuløst scorede Bas Dost to mål i Wolfsburgs 4-1-sejr, og siden har hollænderen bombet mål ind, omend målstimen de seneste kampe er stilnet lidt af.
Egentligt har Bendtner ikke gjort noget forkert, Bas Dost har blot overrasket. Derfor er spilletiden knap. Wolfsburg har dog gang i en succesrig sæson, og efter sommerferien står den på Champions League.
Det betyder, at Wolfsburg vil på markedet efter en ny stjerne-angriber, og der er reserveret 50 millioner euro til det. Når det sker, er Nicklas Bendtner nede som tredjevalg, og da Wolfsburg kun spiller med én decideret angriber, kan Bendtner på papiret se frem til mere tid på bænken – og det ændrer torsdagens mål efter alt at dømme ikke på.
Den fremtid kan den danske angribers bagland også se for sig, og alternative løsninger fremadrettet er angiveligt i støbeskeen. Både et lån eller et permanent skifte kan komme på tale. Her kommer FC København ind i billedet.
Økonomien
Meget, rigtig meget, handler om penge. FCK kan umuligt tilbyde Nicklas Bendtner en lønpakke magen til den i Wolfsburg, men man kan komme i nærheden.
En to-årig aftale med en årsløn på 10 millioner kroner og en tiltrædelsesbonus på samme beløb ligner det niveau, Nicklas Bendtner kunne ramme i FC København. Fidusen er, at Bendtner skal betale tysk skat af tiltrædelsesbonussen, hvilket hjælper på den samlede løsning.
Wolfsburg skal også have en interesse i at slippe Nicklas Bendtner på en fri transfer, ellers stikker økonomien helt af.
I den tyske klub kan man nemt leve med at aflønne Bendtner med tæt på 20 millioner kroner om året, selvom han blot skulle agere tredjeangriber. En storklub i Europa bør have tre angribere på højt niveau, og det koster. Derfor skal Nicklas Bendtner selv søge afskeden med Wolfsburg og bede om en fri transfer og selv ville til FCK, for han kan altid tjene mere andre steder end i Danmark.
I FC København handler et køb af Nicklas Bendtner ikke om image, lader man forstå. Hvis angriberen hentes, sker det ud fra et sportsligt perspektiv, og fordi FCK tror på, at de med Bendtner på holdet kan stryge til tops i Superligaen og begå sig solidt i europæisk fodbold.
Den økonomiske gevinst for FCK ved at hente Nicklas Bendtner findes via sportslige resultater, for sandheden er, at ingen klubber i Danmark reelt tjener styrtende med penge på at sælge deres stjernenavnes spillertrøjer. Måske ryger der 5.000 afsted i første periode, men et længerevarende salg er ikke realistisk.
I FCK-ledelsen finder man det heller ikke utopisk at tro på, at Bendtner potentielt kan sælges videre efter to sæsoner i den danske klub. Over 20 mål per sæson ganget med to og så er varen solid igen, lyder det. Uden for FC København er overbevisningen om den mulighed dog ikke stor, for transfermarkedet for aldrende spillere har længe været dødt.
Ståle Solbakken
Alle ved, at Nicklas Bendtner holder af at hygge sig, når han ikke spiller kampe eller træner. Bare fordi han skulle flytte hjem til København, betyder det ikke, at han stopper med det.
Der hviler således at vist ansvar på Ståle Solbakkens skuldre, og nordmanden skal forvente at være opmærksom på at holde Bendtner fokuseret på fodboldens fristelser – ikke andet. Det har Solbakken haft held til med eksempelvis Claudemir, som var glad for at feste igennem i sin tid i FCK, så mon ikke det samme kan lade sig gøre med Bendtner.
Ståle Solbakken tror fuldt og fast på, at han kan håndtere den danske angriber. Samme opfattelse fandtes ikke i FC København for år tilbage. Dengang afviste ledelsen at forsøge at hente Bendtner, fordi vurderingen var, at han havde en dårlig indflydelsen på resten af truppen. Men noget tyder på, at Nicklas Bendtner ikke blot er et finurligt påfund fra Solbakkens side. Både i sommer og denne vinter bejlede han til angriberen.
Skulle Bendtner komme retur til Danmark, ville han omgående blive fan-favorit i København, og den tanke forsøger ledelsen i klubben at sælge til Bendtner. Det er meget lang tid siden, at Nicklas Bendtner har været alles yndling på klubplan. Den mulighed findes i FCK.
Udfordringen for samme FCK-ledelse er ikke at være for klæbrig i jagten på Bendtner. Grænsen er allerede nået med de offentlige udtalelser om et potentielt Bendtner-skifte, ligesom direktør Anders Hørsholt ikke konstant kan invitere Nicklas Bendtner på fodbold i Parken.
Personen ved siden af Hørsholt på VIP-afsnittet er altid en personlig gæst af FCK-direktøren, så tro ikke at billederne af ham og Bendtner sammen under et derby mellem FCK og Brøndby er tilfældige.
