Tobias Mikkelsen har FC Nordsjælland fået vist sit enorme potentiale og er blevet landsholdsspiller. Den 25-årige offensivspiller har haft en større andel i klubbens store succes i denne sæson, og talentet blomstrer.

Det gjorde det også tilbage i 2007, hvor Tobias Mikkelsen var et af de helt store talenter på et frisk spillende Lyngby-mandskab. Som I FC Nordsjælland havde Tobias Mikkelsen også Kasper Hjulmand til træner. I Brøndby havde man også lagt mærke til et unge talent og lokkede med en kontrakt

Dengang forhørte Tobias Mikkelsen sig hos sin træner, men Kasper Hjulmand var umiddelbart ikke sikker på, at det ville være det ideelle karrieretræk for den lovende kantspiller. Det fortæller Tobias Mikkelsen til Tipsbladet.

- Dengang havde vi nogle samtaler, inden jeg tog til Brøndby, og han sagde, at det nok ikke ville være det bedste for mig at tage til Brøndby. Han ville gerne beholde mig i Lyngby, så derfor kom jeg også meget i tvivl. Jeg ville gerne prøve noget andet og et højere niveau, så jeg endte med at skifte, fordi det var en stor klub og de havde et godt hold, siger Tobias Mikkelsen til Tipsbladet.

Kasper Hjulmand forklarer, at jungletrommerne havde meldt om ændringer i Brøndby, og det var ændringer af den slags, som ikke ville komme Mikkelsen til gode.

- Jeg var i tvivl om, hvorvidt de ville blive ved med at spille på den måde, der passer til Tobias. Der var røster om, at Brøndby ville tilbage til 4-4-2, så det, jeg egentlig gjorde, var at forholde Tobias til det. Sådan gør jeg altid; jeg får spillere, der er på vej mod en anden klub, til at overveje, hvordan der bliver spillet i den nye klub. Passer du som spiller ind? Det bliver sat lidt på spidsen, men hvis ikke du kan sætte hak i de præmisser, så er det svært, siger Kasper Hjulmand og fortsætter:

- Da Brøndby så skiftede tilbage til 4-4-2, ændrede rollen som kantspiller sig også. Det betød, at han skulle længere ind og dække sin midtbaneplads af tættere i banen, og det er han jo ikke lige typen på. På den måde var han vel lidt fejlcastet, men i sidste ende er det forståeligt, at han skifter, og skridtet videre er jo også fint nok, men det sportslige skal være nummer et, når du vælger klub. Der er intet forkert i det, Brøndby gjorde med deres systemskifte, men for Tobias' vedkommende passede han ikke til det. Som spiller skal du helst kunne se dig selv passe perfekt.

tipsbladet.dk