Som optakt til Superliga-premieren lørdag den 3. marts har sporten.dk sat 12 Superliga-profiler i stævne. Her beder vi dem om at udflette sandheden om spillertruppen med et godt glimt i øjet. Her er Andreas Bjellands seks sandheder.

Hvem er trænerens kæledægge?

- Det er Tobias Mikkelsen. Det er lidt et had-kærligheds forhold de har. Han får tingene at vide på en hård måde, men han bliver også nusset om. Han er yndlingen hos Hjulmand.

Hvem lægger flest penge i bødekassen?

- Det må være vores ven fra Ghana, Kofi Adu. Han kan godt være meget glemsom og glemme ting her og der. Det er i småtingsafdelingen, men det løber jo hurtigt op.

Hvem ville passe perfekt til Paradise Hotel?

- Ha, der kan ikke være noget tvivl. Det er Andreas Granskov. Han er glad for sin krop, og i hvert fald også glad for sig selv. Han ville passe perfekt derinde.

Hvem er Nattelivskongen?

- Nu går fodboldspillere jo ikke så tit ud på et år. Men når det endelig skal være, så har Mr. Paradise aka Granskov styr på nattelivet i København.

Hvem har den fedeste bil?

- Det er sådan noget leasing det hele. Mikkel Beckmann har en Mercedes. Jeg peger på mig selv her og er lidt selvfed. Jeg har en Audi A3, og den synes jeg er ret fed.

Hvem sidder konstant med mobilen?

- Det er faktisk den gamle. Nicolai Stokholm. Han sidder konstant med mobilen og spiller spil og sådan noget med alle de unge. Det er nok, når han endelig bliver lukket ud fra derhjemme, ha ha.