Wladimir Klitschko er skadet, og derfor er kampen om VM i sværvægt mod udfordreren, briten Tyson Fury, flyttet på ubestemt tid.
En lægskade har tvunget den regerende verdensmester i sværvægtsboksning, ukraineren Wladimir Klitschko, til at aflyse den stort opsatte titelkamp mod briten Tyson Fury, som skulle have været afviklet 24. oktober.
»Det gør mig naturligvis meget ondt - både over for mine fans og overfor min modstander,« siger Wladimir Klitschko ifølge tyske Bild.
Officielt er kampen flyttet på ubestemt tid. På spørgsmålet om, hvornår kampen så skal bokses, svarer hans promotor, Bernd Bönte:
»Vi ved det ikke endnu. Men vi bliver i hvert fald i Düsseldorf. De billetter, der allerede er solgt, gælder stadigvæk.«
Tyson Fury er ikke tilfreds med, at han nu må vente på at bokse om VM-titlen under forbundene WBA, WBO, IBF og IBO.
»Det er lidt sjovt, men jeg havde på fornemmelsen, at dette her ville ske,« skrev Tyson Fury på Twitter.
»Man skal ikke have ondt af mig. Jeg har mest ondt af mine fans. De er de største tabere i dette her p.g.a. flyene og hotellerne. Beklager,« lyder det fra Tyson Fury.
Tyson Fury vakte opsigt tidligere på ugen i forbindelse med et pressemøde op til kampen, hvor han var forklædt som Batman og gik løs på en mand, der var forklædt som Jokeren.