Ian Wilson fra England lå og sov, da hans datter fik fat i hans telefon. Da han vågnede, var han adskillige tusinde kroner fattigere. Den 9-årige pige havde nemlig gættet koden til hans Paypal og booket en VIP-tur til Disneyland i Paris.
Det skriver The Sun.
Børn i dag kan swipe på en iPad og sige YouTube, før de kan gå. Derfor skal forældre være varsomme med at lade deres teknologi ligge frit tilgængeligt. Det er der dog øjensynligt ikke nogen, der har fortalt 53-årige Ian Wilson. En aften da han gik i seng, lod han nemlig sin mobiltelefon ligge i stuen. En fejl, der endte med at efterlade et stort hul i hans bankkonto.
I nattens mulm og mørke steg hans 9-årige datter Susan ud i af sengen og gik ind i stuen, hvor hun fik fat i sin fars telefon, som dengang ikke var låst med en kode.
Med telefonen i hånden formåede Susan at spendere 400 pund på flybilletter og hotel, 214,08 pund på en VIP-tur i Eiffeltårnet og 391,84 på billetter til Disneyland. Sammenlagt onlineshoppede hun for mere end 8000 kroner, mens hendes forældre lå og sov i rummet ved siden af.
Præcis hvordan det gik til, kan den 9-årige skoleelev dog ikke huske.
»Jeg ved ikke, hvordan jeg gjorde det. Jeg kan bare godt lide at lege med fars telefon. Jeg ved ikke, hvor Paris eller Eiffeltårnet er,« siger Susan.
Hun bookede sin drømmerejse den 24. august, men først tre dage senere, da pengene blev trukket fra Ian Wilsons bankkonto, fandt han ud af, hvad der var sket.
»Jeg tror ikke, at Susan forstår alvoren i det, hun har gjort. Hun har sagt undskyld og har lovet at give mig 10 pence som hjælp til at betale pengene tilbage,« siger Ian Wilson.
Han kontaktede med det samme banken og Paypal og spurgte, om det var muligt at trække pengene tilbage.
»Vi var fuldstændigt åbne og ærlige overfor banken og Paypal og fortalte dem, hvad der var sket. Vi har aldrig været på den ferie. 1000 pund er virkelig mange penge for os, og vi ville bare gerne have dem tilbage,« siger Susans mor Tracey Wilson til Mirror.
I første omgang nægtede Paypal at tilbagebetale pengene, da der ikke var tale om svindel eller andre ulovlige handlinger. Sidenhen har firmaet dog indvilliget i at trække pengene tilbage.