Alt for mange forældre lader deres børn sidde med iPad eller mobiler i timevis, mens de selv ordner indkøb, vasketøj eller bare hviler ørerne et øjeblik. Men det kan få store konsekvenser for børnenes evner til at indgå i sociale sammenhænge, mener en bekymret mor og lærer.
Vi er ved at udvikle en generation af egoister, som ikke har øje for meget andet end deres egne behov.
Sådan lyder den dystre spådom fra lærer og mor til to Pernille Høy i et debatindlæg i dagbladet Politiken.
Her udtrykker hun sin bekymring over, at det teknologiske legetøj skaber børn, som tror, de er verdens centrum.
'Børn skal lære at indordne sig en hverdag, som ikke altid er skræddersyet til netop dem. Det er forældrenes ansvar, og de skal tage opgaven alvorligt, fra børnene er helt små. Men mange forældre tager desværre tit iPaden i brug for at komme igennem dagen uden alt for mange konflikter med deres børn. Men er det egentlig til gavn for barnets udvikling, eller fordi forældrene vil have ro?,' spørger hun i debatindlægget.
En rapport fra Verdenssundhedsorganisationen WHO viste sidste år, at danske børn og unge er de unge i Europa, som tilbringer mindst tid sammen med kammeraterne. I stedet går mange af dem hjem fra skole og tænder iPaden.
Men når mor stikker sin baby mobilen for at få ham til at tie stille i køen i Netto, eller når lille Viggo får lov at sidde timevis med sin iPad i stedet for at spille fodbold med vennerne eller hygge sig med en legeaftale fra sfo'en, så lærer de ikke, hvordan de skal opfører sig, når de er sammen med andre, mener Pernille Høy. De lærer ikke at danne relationer til andre mennesker, og de oplever ikke, at det af og til er nødvendigt at tilsidesætte sine egne behov for at tage hensyn til andre, lyder argumentet.
Hun henviser til sine egne erfaringer som lærer, hvor hun ofte står over for børn, som råber højt op midt i undervisningen, kommer brasende ind, selv om de er for sent på den, eller afbryder to voksne, der taler sammen. De dårlige manerer, mener hun, skyldes, at børnene ikke har lært ordentlig opførsel hjemmefra, måske fordi forældrene for ofte parkerer dem foran en skærm frem for at være sammen med dem.
Mange forældre får nok en snert af dårlig samvittighed, når de læser Pernille Høys indlæg, og hun er ikke alene med sin bekymring. Tilbage i 2015 udtrykte professor i hjernebiologi Albert Gjedde over for BT nogle af de samme synspunkter. Hun mener, at små børn ikke lærer at opfatte, hvad andre mennesker tænker og føler, hvis de bruger for meget tid med iPaden.
»Når vi danner os et indtryk af, hvad der foregår i andre mennesker, er det baseret på en hel række påvirkninger, som til dels er tredimensionelle. Det kan blandt andet være ansigtsmimik, kropssprog og dufte, der gør det til en mere fuldstændig oplevelse at have med et fysisk medmenneske at gøre, hvilket ikke er muligt, hvis man omgås hinanden todimensionelt i forbindelse med en skærm,« forklarede Albert Gjedde dengang i BT.