Den tidligere boss i FC København, Flemming Østergaard, fylder i dag 70 år og taler ud om sit store aftryk på dansk fodbold.
Siden Flemming Østergaard tiltrådte som administrerende direktør i Parken Sport & Entertainment i 1997 har FC København stået som en spydspids i dansk fodbold, der har udviklet sig enormt siden slutningen af 1990erne.
Don Ø, Flemming Østergaards tilnavn efter sin indtrædelse i FCK, er da heller ikke bleg for at tage en lille del af æren for dansk fodbolds position i dag.
- Jeg tror ikke, at vi havde været så langt i dansk fodbold i dag uden det, der var sket i FCK. Jeg tror ikke, at man var kommet så langt, uden at der var noget at stræbe efter på godt og ondt. Vi taler om en milliardforretning og over 3000 ansatte i hele koncernen, siger Flemming Østergaard, som da også er tilfreds med det, han formåede i FC København.
- Jeg er da både stolt og glad over det, vi har bygget op. Du kan kun være glad for at have været med til at bygge Skandinaviens bedste fodboldklub op, siger fødselaren.
Et af de steder, hvor Flemming Østergaard mener, at Superligaen har udviklet sig mest, er på faciliteterne. Noget som han også pointerede, da han trådte ind i FC København.
- Jeg nævnte meget for 15 år siden at en af de vigtigste forudsætninger for, at man kunne få succes i Superliga-fodbold, det var stadions. Der synes jeg, de forskellige klubber rundt omkring er kommet up-to-date. Jeg synes, det er fantastisk at se, at man har fulgt nogle af de ideer og tanker, som jeg sagde, der var nødvendige, siger Østergaard.
I takt med at de forskellige stadionanlæg rundt omkring i landet er blevet bedre, har man ifølge Flemming Østergaard kunnet oparbejde sponsorpleje, og man er blevet professionaliseret omkring merchandise, salg, o.s.v.
- Det kunne være spændende, hvis der kom et sjællandsk hold og slog igennem, og sagde: ’Nu vil vi gerne være med, hvor det sner’. Det er jo Jylland, Fyn og København, som dominerer, siger Flemming Østergaard.
Det er tre-et-halvt år siden at Flemming Østergaard forlod FC København som formand i det, der lignede en mission fra aktionærerne om at presse Don Ø ud af klubben. Alligevel følger den nu 70-årige forretningsmand stadig FC København tæt.
Med FCK-halstørklæder på sofabordet og mesterskabsplakater på væggen på kontoret er det ikke svært at se, at hovedstadsklubben stadig fylder meget i Flemming Østergaards liv. Når snakken falder på de 10-dobbelte Superliga-mestre, omtaler han da også konsekvent FC København som ’Vi’.
- Det ville være mærkeligt, hvis jeg ikke gjorde det. Jeg startede med syv ansatte og et fodboldhold og sagde farvel til 2000 ansatte, siger Flemming Østergaard, der afviser, at han kunne finde på at vende tilbage til FC København.
- Det er fuldstændig urealistisk.
Den tidligere formand havde da heller ingen problemer med at forlade Parken, selvom det i medierne næsten blev beskrevet som, at han blev smidt ud. Til gengæld var det svært at undvære alt det sportslige, der hørte med som formand for en fodboldklub.
- Jeg har det sådan, at når jeg er holdt op med noget, så kan jeg abstrahere fra det og går videre til det næste. Men jeg skal indrømme, at jeg savnede træningsbanen, jeg savnede Ståle (Solbakken, red.), spillerne og omklædningsrummet, siger Flemming Østergaard, der stadig har kontakt til den norske træner og snakker med ham i hvert fald en gang om ugen.
Østergaard ser stadig samtlige kampe med FC København og tager også med på udebane, hvis ikke han er forhindret af en af sine 180 årlige rejsedage, hvor han så i stedet ser kampene på internettet.
På trods af sit meget omtalte exit fra Parken Sport & Entertainment har Flemming Østergard dog ingen problemer med at komme i nationalarenaen.
- Jeg er iskold. Jeg har ikke noget problem med det. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig uvelkommen i Parken. Umiddelbart efter var begge parter selvfølgelig ikke voldsomt glade for hinanden. Men jeg kan ikke gå og være bitter. De første gange var det da lidt mærkeligt, at når jeg kom, var der en, som sad på den plads, jeg plejede at sidde på, siger Don Ø.
Flemming Østergaard er i dag travlt beskæftiget med andre forretninger og kan fejre sin 70 års fødselsdag med engagement i 22 forskellige bestyrelser i ind- og udland. Blandt andet boligfirmaet Go Estate, som han har sammen med den nuværende FCK-spiller, Lars Jacobsen, og fire tidligere, Michael Gravgaard, Jesper Grønkjær, William Kvist og Brede Hangeland.