Advokat for tidligere Parken-direktør Jørgen Glistrup slår fast, at hans klient blot har handlet efter ordre fra bestyrelsen, herunder Flemming Østergaard, i en sag om kursfusk.
I disse dage bliver der vasket hænder i offentligheden. Langt fremme med næverne er Jørgen Glistrup. Den tidligere direktør i Parken er sammen med blandt andre Flemming Østergaard anklaget for kursmanipulation, men hvis der overhovedet er foretaget noget ulovligt bevidst, så er det sidstnævntes skyld.
- Vi fastslår bare, at Jørgen Glistrup har handlet efter ordre fra bestyrelsen, herunder Flemming Østergaard, siger Karoly Nemeth, der repræsenterer Jørgen Glistrup.
Bt.dk har fået kontakt til stjerneadvokaten, mens han opholder sig på Seychellerne. Nemeth udsendte for tre dage siden på vegne af sin klient en usædvanlig pressemeddelelse, hvori alle anklager blev afvist, mens aben samtidig blev skubbet videre til den daværende bestyrelsesformand, Flemming Østergaard.
- Vi har valgt en offensiv strategi, men det handler absolut ikke om at tørre noget af på Flemming Østergaard, siger Karoly Nemeth til bt.dk.
Sådan kunne man ellers læse pressemeddelelsen, der kom torsdag.
- Jørgen Glistrup, der var adm. direktør i sigtelsesperioden, udførte kun de beslutninger, der i forvejen var taget af selskabets bestyrelse, lød det i pressemeddelelsen.
Til at lede bestyrelsen sad altså Flemming Østergaard, også kaldet Don Ø i daglig tale. Han er sammen med netop Jørgen Glistrup, Parken Sport & Entertainment (PSE), FIH Erhvervsbank og en aktiehandler i det nu krakkede Capinordic Bank tiltalt for kursmanipulation i perioden 12. november 2007 til 27. oktober 2008. Ifølge Bagmandspolitiets anklage har disse handlet ulovligt med Parken-aktier for at presse kursen kunstigt op.
- Vi må se, hvad der sker i retten. Jeg har fuld tiltro til det danske retssystem. Jeg føler mig fuldstændig uskyldig, sagde Flemming Østergaard forleden.
Østergaard og Glistrup dannede i mange år makkerpar, og de to mødes stadigvæk for blandt andet at se FC København i aktion. Men når de to skal i retten i 2014, så har Jørgen Glistrups advokat altså allerede slået fast, at hans klient kun har handlet efter ordre fra Parkens bestyrelse og Flemming Østergaard. Dermed er der taget hul på forsvaret i offentligheden og ansvaret sendt videre til Don Ø på forhånd.
- Jeg ser intet mærkeligt i vores pressemeddelelse. Tværtimod finder jeg det besynderligt, den måde hvorpå Bagmandspolitiet har valgt at agere. De har optrådt langt udover grænsen af det acceptable, og min klient har modtaget en uanstændig behandling af den konkrete sagsbehandler i forbindelse med denne anklage, siger Jørgen Glistrups advokat, Karoly Nemeth, til bt.dk.
De anklagede i sagen risikerer fængselsstraf på op til fire år, og Bagmandspolitiet har meldt ud, at 17,7 millioner kroner ønskes konfiskeret. Flemming Østergaard skal personligt have tjent 15 millioner kroner på at udnytte sine aktieoptioner i selskabet bag FC København, mens Bagmandspolitiet skulle have telefonoptagelser af Jørgen Glistrup, der ulovligt handler aktier.