Er du i Alexandria i USA, og har du foto eller video? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Manden, der onsdag åbnede ild mod amerikanske politikere i delstaten Virginia, var 66-årige James T. Hodgkinson. Det skriver avisen Washington Post.

Politiet har oplyst, at James T. Hodgkinson er fra delstaten Illinois, der ligger i den nordlige del af USA. Han skal være en tidligere boliginspektør, der mistede sin licens i 2016.

Den amerikanske præsident Donald Trump oplyser på et pressemøde, at gerningsmanden er afgået ved døden grundet sine kvæstelser.

»Gerningsmanden er nu død på grund af sine kvæstelser. FBI leder efterforskningen og forsætter med at komme med opdateringer i sagen,« lød det på et pressemøde.

I samme ombæring kaldte Trump episoden for et 'meget, meget, meget brutalt angreb'. Både han og Melania Trumps tanker var hos ofrene og deres familier.

Angrebet skete omkring klokken syv om aftenen lokal tid ved en baseball-bane i byen Alexandria, Virginia, der er en forstad til hovedstaden Washington.

Ifølge politichefen Michael Brown fik politiet de første anmeldelser klokken ni minutter over syv og var på stedet tre minutter senere. Her blev overfaldsmanden skudt og anholdt.

Overfaldet skete, mens Det Republikanske Partis baseball-hold trænede til den store, årlige kamp mod deres demokratiske rivaler.

Fem personer er bragt på hospitalet efter skudepisoden, deriblandt Stephen Scalise, der er helt i toppen af partiets gruppe i parlamentet. Han er såret i hoften. Han er uden for livsfare.

FBI har overtaget efterforskningen, da der er tale om et angreb på medlemmer af Kongressen, og det er derfor et statsligt anliggende.

Flere øjenvidner har fortalt, at angrebsmanden pludseligt begyndte at skyde med en automatriffel mod dem. Stephen Scalises bodyguards besvarede ilden, og politiet gjorde det samme, da de ankom.

Er du i Alexandria i USA, og har du foto eller video? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

/ritzau/