2.000 tilskuere leverede onsdag formiddag ved European Tour-golfturneringen Made in Denmark stemning i verdensklasse, da Søren Kjeldsen puttede på banens spektakulært beliggende hul nummer 16.
»Det er min bedste golfdag nogensinde. På 'Himmerland Hill' mærkede jeg virkelig, at folk her vil mig det godt. Det var så rørende, at jeg både fik gåsehud og tårer i øjnene,« sagde Søren Kjeldsen
Også turnerings-ejer Lars Larsen var imponeret over publikum:
»Jeg kneb en lille tåre. Det var fantastisk at opleve den opbakning, som både Søren og turneringen allerede på førstedagen har,« sagde turnerings-ejer Lars Larsen om situationen, hvor Søren Kjeldsen i anledning af, at han i sidste uge rundede sin European Tour-turnering nummer 500, blev hyldet med stående ovationer og et hav af Dannebrogs-farvede plakater.
Blandt tilskuerne var golfmotionisten Knud O. Hansen fra Faaborg. Han syntes også, det var en meget speciel oplevelse:
»Oplevelsen her på "Himmerland Hill" er den vildeste, jeg som tilskuer nogensinde har haft på en golfbane. Jeg har tidligere blandt andet været til European Tour-turneringer i Spanien. Men stemningen her i det nordjyske var altså noget helt specielt,« sagde han og tilføjede:
»For os på tilskuerpladserne var det tydeligt, at Søren Kjeldsen ikke var forberedt på vores happening. Han så i hvert fald meget overrasket ud, da vi hyldede ham. Men han tog situationen med ophøjet ro og så ud til at nyde den. Flere tilskuere fik - efter han havde sendt bolden i hullet - både hans autograf og en high-five.«