Daniel Aggers dage i Brøndby er talte. Om 50 dage har han – som det ser ud nu – sin sidste dag i klubben.

Daniel Agger ved endnu ikke, hvad fremtiden bringer. Han fortalte dog til BT efter 2-1-sejren over Nordsjælland mandag, at lysten til at spille er der. En anden ting, som også virker til at være blevet bedre, er kroppen, som nu har holdt i samtlige minutter i fire kampe i streg. Men betyder det, at han forlænger?

Svaret på det spørgsmål skal ifølge hovedpersonen selv findes i en kombination mellem fysik og lyst. Det er nemlig de to faktorer, der ender med at blive udslagsgivende for den danske landsholdsanførers endelige beslutning om enten at blive eller forlade Brøndby.

»For mig handler beslutningen om mig selv. Om jeg har lysten, om min krop kan og om motivationen er der. Og det må man sige, at den (motivationen, red.) er lige nu,« siger Daniel Agger og uddyber:

»Men min krop – må jeg også bare indrømme – går op og ned, så jeg giver den lige de sidste par uger her for at se, hvad vej det går.«

Daniel Agger kom til Brøndby i sommeren 2014, som en gave fra den nu afgåede bestyrelsesformand Jan Bech Andersen. I den periode siden sin tilbagevenden har Daniel Agger spillet 41 kampe for vestegnsklubben, hvilket har kastet to mål og tre assists af sig.