Brøndbys nye strategi stiller sig tilfreds med top fem, men forsvarskæmpen Daniel Agger lader sig ikke nøje med mindre end medaljer i denne sæson.
Brøndby skal ende i top fem. Sådan lød det i den nye strategi, som klubben fra den københavnske vestegn præsenterede tidligere på måneden.
Der var skruet ned for de spidse albuer og op for realismen, lød noget af forsvaret for den nye og lavere målsætning for Brøndby. Men efter Brøndbys 2-1-sejr over AGFs ti mand søndag aften var det ikke den nye strategi, som holdets ubestridte leder fokuserede på.
Nej, Daniel Agger har ambitioner om mere end ’bare’ en top fem-placering, afslørede han.
»Det handler i fodbold om at skrabe så mange point sammen som muligt. Vi har et mål. Det kender I også. Der skal point til i de sidste par kampe, hvis vi skal opnå det,« sagde Daniel Agger.
Er det stadig medaljer?
»Ja, selvfølgelig er det det.«
Det kunne godt være, at den nye strategi allerede var slået igennem?
»Det tror jeg ikke. Ikke endnu,« lød det fra Daniel Agger.
Det var landsholdsanføreren, der efter 25 minutter brændte et straffespark. Overliggeren stod i vejen for Daniel Agger, og så skulle man tro, at sejren var ekstra sød. Men ikke for Agger.
»Næ. Slet ikke. Det var et fint spark. Den er deroppe af, hvor den skal være. Det er risikoen ved at sparke højt,« sagde Agger, der havde tid til at rose polske Kamil Wilczek for de to mål.
Det ene var af den heldigste slags, da angriberen blev ramt af et Teemu Pukki-spark, mens mål nummer to var et af de nemme på en ripost. Det betød dog ikke det store for polakken, der sugede selvtillid til sig efter en hård periode uden meget spilletid.
Har det været frustrerende for dig ikke at få lov at spille?
»Det har været rigtig hårdt, og jeg kæmper hver dag til træning for at bevise, at jeg skal være på holdet. Efter en længere pause var det fedt at få chancen og også vise, at jeg hører til på holdet. Det var forløsende at få scoret, for det har været en svær tid. Jeg har været frustreret,« sagde Kamil Wilczek via sin polske tolk.
Brøndby-sejren kom også i hus ovenpå en knap så god uge for de blå-gule. To nederlag til de værste rivaler har været hårdt. Men ikke værre, end at der bare skulle hentes tre point.
»Det er lige meget, om vi har vundet den seneste kamp eller tabt den. Det er altid vigtigt at vinde. Især hvis du gerne vil hænge på i toppen, og det vil vi jo gerne. Så betyder hver eneste kamp fra nu og til slutningen af sæsonen så meget. Det betyder meget at vinde. Så kan man sætte spillet i anden række,« siger Daniel Agger.
{embedded type="node/webtv_link" id="43461160"}
De tre point bevarer Brøndby på femtepladsen. Men der er kun tre point op til de medaljer, som Daniel Agger går benhårdt efter.