Grundlovsforhøret mod den 37-årige mand, der mistænkes for knivdrabet på 43-årige Ubon Mikkelsen mandag aften, foregik bag lukkede døre. Han, som formelt nægter sig skyldig, blev varetægtsfængslet i foreløbig fire uger

Den 37-årige mand, som er sigtet for at have dræbt den 43-årige wellness-massør Ubon Mikkelsen i Hvam Stationsby mandag aften, blev i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Viborg tirsdag eftermiddag varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

Inden dørene på begæring af specialanklager Pia Koudahl blev lukket for pressen, blev sigtelsen læst op for den 37-årige. Og da dommer Lone Kudahl spurgte, om han kunne erkende at være skyldig i drabet, svarede hans forsvarer Kurt Kvist på vegne af sin klient, som tydeligvis var dybt rystet og forvirret:

»Min klient kan ikke huske, hvad der er sket. Men han mener, at det nok er ham, der har gjort det,« sagde Kurt Kvist.

Og af samme grund kan 37-årige CM altså ikke tilstå knivdrabet og nægter sig derfor formelt skyldig.

LÆS OGSÅ

Ifølge sigtelsen skete drabet kl. 18.34 mandag aften. En af genboerne på den ellers ganske stille vej har overfor bt.dk fortalt, at der lød skrig inde fra huset. Kort efter kom den nu drabssigtede ifølge andre naboer til syne, da han satte sig nærmest apatisk i døråbningen og sagde for sig selv:

»Jeg tror, jeg har slået hende ihjel.«

Den 37-årige CM, som er dansk, blev anholdt ved gerningsstedet klokken 18.50. Siden da har både selve ejendommen, hvor drabet fandt sted, været nærmest invaderet af kriminalteknikere, mens nabohusets grund fortsat er afspærret.

Under den kriminaltekniske efterforskning på stedet har politiet fundet en kniv, og alt tyder på, at det er gerningsvåbnet.

Da den drabssigtede blev anholdt, var han sølet ind i blod. Det så ved første øjekast ud til, at han selv var voldsomt skadet. Det var han dog ikke, da det var den 43-årige kvindes blod.