Mandag aften blev en kvinde fundet dræbt i Hvam Stationsby nord for Viborg. En af naboerne mødte den formodede gerningsmand kort, efter kvinden var blevet stukket af flere knivstik og blødt til døde.
Der lød skrig fra adressen i den lille jyske by. Skrigene blev hørt og politiet modtog en anmeldelse om hussepktakel kl. 18.30. Da patruljen ankom til huset, fandt de liget af en kvinde og en mand smurt ind i blod.
Manden, der er 37 år gammel, blev anholdt på stedet og straks kørt til hospitalet.
Politiet formoder at den dræbte kvinde, er hende, som har boet på adressen på Kirkebyvej. I såfald er der tale om en 43-årig kvinde, som drev en wellness massageklink.
To huse længere ned af gaden bor Anders Lindballe Pockendahl sammen med sin kone, som mandag aftes mødte et opsigtsvækkende syn, da hun var ude at lufte parrets hund.
»Min kone var ude at gå med hunden, da hun går forbi derhenne (huset hvor kvinden blev fundet død red.), så hun, at der sad en mand i døren og hun kunne høre, at han sad og sagde, 'jeg tror, jeg har slået hende ihjel',« siger Anders Lindballe Pockendahl, der fortæller at de altid hilste på kvinde, når de mødte hende, men ikke kendte hende yderligere.
Det var muligvis den 37-årige mand, som lige nu er sigtet for manddrab, som konen mødte.
Gennerelt har hun ikke gjort sig særligt bemærket, fortæller flere af naboerne. De siger dog samstemmende, de har bemærket, at der er drevet wellness på adressen. Ikke fordi det har vrimlet med biler på alle tider på døgnet eller det på nogen måde har været til gene, men fordi, der har været skiltet med det.
»Indtil for ikke så længe siden stod der et skilt ude ved vejen, ligesom der er også var et skilt i vinduet i ejendommen, men det blev taget ned på et tidspunkt og er ikke kommet op igen,« siger Ella Skamris, der bor lidt længere nede af gaden.
Nogle andre naboer fortæller, at kvinden har boet i ejendommen et lille halvt års tid. Der er to adresser i bygningen, hvor kvinden boede på den ene.
Den 37-årige mand er uden for livsfare og bliver fremstillet for grundlovsforhør i Viborg tirsdag kl. 13.30.