Retten i Aalborg har netop idømt den 33-årige Rasmus Christiansen 15 års fængsel for drabet på HA-rockeren Martin Helbo Axelsen samt drabsforsøg på en anden mand.

Drabet på Hells Angels-rockeren fandt sted den 9. juni 2014 i Rasmus Christiansens villa i Hobro, hvor Martin Helbo Axelsen sammen med en anden mand, Tommy Sørvind Rasmussen, var mødt op op for at inddrive en gammel gæld, som de mente Rasmus Christiansen skyldte Tommy Sørvind Rasmussen.

Rasmus Christiansen har erkendt at have affyret de dræbende skud mod Martin Helbo samt såret Tommy Søvind Rasmussen med skud i hovedet, men han har overfor retten forklaret, at han handlede i nødværge, da han følte sig truet af den nu afdøde HA-rocker og hans kammerat.

Retten mente imidlertid ikke, at handlingen kunne karakteriseres som nødværge, og derfor blev han tidligere på dagen kendt skyldig i manddrab og drabsforsøg.

Læs også:

Splittede dommere og nævninge

Retten var dog dybt splittet i spørgsmålet om strafudmålingen. Flertallet af de tre juridiske dommere og seks nævninge mente, at straffen skulle lyde på 16 års fængsel, mens et mindretal mente, at straffen skulle være alt i mellem to og 15 års fængsel. Anklagemyndigheden havde inden strafudmålingen forlangt 16 års fængsel til Rasmus Christiansen drab og drabsforsøg.

Rasmus Christiansen ankede med det samme dommen til Vestre Landsret med påstand om frifindelse.

Læs også:

Hans forsvarer, Mette Grith Stage, er ærgerlig over dommen på sin klients vegne, i det hun mener, der er formildende omstændigheder i sagen, som retten ikke har taget hensyn til i strafudmålingen.

Rasmus Christiansen har forklaret i retten, at han på et tidspunkt under mødet blev bange og følte sig truet, da den afdøde HA-rocker i bogstaveligste forstand bankede i bordet.

Læs også:

»Martin slog hænderne i bordet og sagde 'Så sker der det samme som sidst',« har Rasmus Christiansen forklaret med henvisning til et overfald i 2011, hvor han i sit hjem blev gennembanket med køller og stukket med kniv af to personer med tilknytning til Hells Angels.

Derefter havde Rasmus Christiansen under et påskud om at finde noget at drikke hentet en riffel på husets første sal, hvorefter han var vendt tilbage til køkkenet og havde skudt først Tommy Søvind Rasmussen og derefter Martin Helbo Axelsen.

Læs også:

Går efter frifindelse

Forsvarer Mette Grith Stage havde inden domsafsigelsen argumenteret for, at hendes klient skulle idømmes mellem otte og ti års fængsel.

Efter dommen var afsagt hæftede hun sig ved, at dommere og nævninge havde været uenige i spørgsmålet om straflængden.

»Jeg har været forsvarer i en del drabssager, men jeg har aldrig oplevet så stor spændvidde i dommernes og nævningenes vurdering af straffen. To af nævningene mente, at min klient kun skulle straffes med to års fængsel, så jeg vejrer morgenluft i forhold til landsretten,« siger Mette Grith Stage.

Læs også:

Hun vil i første omgang gå efter en frifindelse af hendes klient med henvisning til nødværge, og lykkes det ikke, vil hun forsøge at få nedsat straffen til Rasmus Christiansen.

Mette Grith Stage fortæller, at hendes klient tog byretsdommen med ro.

»Jeg nåede kun at tale med Rasmus kortvarigt, men han virker fattet og rolig. Efter skyldkendelsen i formiddags vidste han jo godt, hvad det kunne ende med, når nu jeg selv havde argumenteret for fængsel mellem otte og ti år,« siger Mette Grith Stage.