Søndag stod Diana Den Engelsman, som er kæreste med RC, der er tiltalt for drabet på HA-rockeren Martin Helbo Axelsen, frem i BT og fortalte, hvordan hun oplevede begivenhederne før, under og efter drabet. Efterfølgende er der blevet fremsat dødstrusler mod hende.
'Jeg vil skyde hende snarest muligt,' skriver en person med tæt relation til den dræbte på Facebook.
'Latterlige møgso!!! Håber du får en langsom og smertefuld død,' skriver en anden person ligeledes på Facebook.
I interviewet fortalte Diana Den Engelsman blandt andet, at hvordan hun forsøgte at få politiets hjælp, da hun og RC blev kontaktet af Martin Helbo Axelsen, som ville drøfte et økonomisk mellemværende. Parret opfattede det som ren og skær afpresning, og håbede derfor, at politiet ville hjælpe.
Læs også:
RC frygtede ifølge hendes forklaring for sit liv. En forklaring RC også selv gav i retten, da retssagen mod ham begyndte tirsdag formiddag.
»De havde sagt, at hvis de ikke fik pengene, så ville det gå udover hans familie. Det var ren og skær overlevelse,« forklarede Diana Den Engelsman i interviewet, og fortalte at parret også var gået til politiet.
»Vi forsøgte flere gange at få politiet til at gøre noget, men det var som om, de ikke tog det seriøst, at vi faktisk havde brug for deres hjælp. Vi var jo helt vildt bange,« siger Diana Den Engelsman om tiden op til drabet.
Læs også:
Efter drabet har Diana Den Engelsman flere gange oplevet, at personer med relation til den dræbte kører langsomt forbi hendes hjem, ligesom hun er blevet opsøgt på sit arbejde og forfulgt.
Nordjyllands Politi bekræfter overfor bt.dk, at de i går, mandag, modtog en skriftlig anmeldelse vedrørende truslerne, der er blevet fremsat på Facebook. Politiet vil nu se nærmere på sagen.
»Vi har modtaget en anmeldelse, og vi vil nu kontakte hende med henblik på at starte en efterforskning,« siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Mogens Haugesen.