En 29-årig mand er blevet sigtet for at forfølge en ambulance, der kørte med udrykning fra Kolding mod Odense.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

»Ambulancen blev forfulgt tæt af en personbil, som kørte lige i slipstrømmen med en hastighed ml. 140 og 150 km/t,« skriver politiet.

Normalt i den slags episoder er bilen væk, inden politiet når frem, og derfor er det ofte ambulancepersonalet, der står med bevisbyrden.

Men i den forstand var fartsynderen uheldig, for politiet havde en såkaldt providavogn i området, som filmer og måler en fartovertrædelse, og den snuppede den unge mand på fersk gerning.

Han er nu sigtet for både at køre alt for stærkt og for at køre for tæt på ambulancen.

Den sigtede har forklaret, at han gjorde det, så han kunne komme hurtigere hjem, fordi trafikken var tæt, og han kunne komme nemmere frem ved at lægge sig i slipstrømmen af ambulancen.

Nu skal filmen af forløbet nærstuderes, og så kan fartsynderen risikere alt fra en bøde, til klip i kørekortet eller en betinget frakendelse af kørekortet.