EU skal skrue bissen på over for magthaverne i Ukraine. Det siger Socialdemokraternes spidskandidat ved valget til Europa-Parlamentet, Jeppe Kofod (S), efter sammenstød mellem demonstranter og politi i Kiev foreløbig har kostet 25 mennesker livet.
»Jeg synes, det er helt forfærdeligt. Vi skal lave målrettede sanktioner imod de ansvarlige for de overgreb, der finder sted. Vi skal have indrejseforbud, indefrysning af midler, og vi skal signalere til de ansvarlige, at vi reagerer meget skarpt,« siger Jeppe Kofod.
Dermed er han på linje med Venstres EU-ordfører, Jakob Ellemann-Jensen (V), der tirsdag aften slog til lyd for lignende EU-sanktioner mod Ukraines magthavere.
»Jeg håber, at vi på EU-plan kan blive enige om en skarp fordømmelse af de overgreb, vi har været vidne til, og til at bruge sanktioner som et instrument over for de ukrainske magthavere,« siger Jeppe Kofod.
Det er tre måneder siden, uroen brød ud i Ukraine i kølvandet på, at landets præsident, Viktor Janukovitj, afviste at indgå en associeringsaftale med EU. Han valgte i stedet at knytte landet tættere på naboen mod øst, Rusland.
Ifølge Jeppe Kofod bør Janukovitj udskrive præsidentvalg snarest muligt.
»Oppositionen stiller krav om et snarligt præsidentvalg, og det bør lederskabet lytte til. Der er ingen tvivl om, at præsidenten er ansvarlig, hvis politiet begår overgreb og skyder ind i en menneskemængde,« siger han.
»Der har været en forfatningsdiskussion i Ukraine længe, hvor oppositionen forlanger mere magt til parlamentet, og det, synes jeg, er et helt legitimt krav,« siger Jeppe Kofod.
Han mener dog ikke, at EU skal gå Rusland i bedene og forsøge at købe sig til indflydelse.
»EU har hjulpet Ukraine og tilbudt en associeringsaftale. Det skal ikke være sådan, at man forsøger at købe et land, sådan som Rusland har gjort - det er en forældet form for udenrigspolitik. Vi skal hjælpe alt, hvad vi kan, men ikke konkurrere om, hvem der kan købe sig til indflydelse i Ukraine,« siger den socialdemokratiske spidskandidat.