En 20-årig mand fra Nykøbing blev mandag kendt skyldig i at have voldtaget sin veninde tilbage i oktober.

Det skriver Folketidende. Manden nægtede sig skyldig i retten.

Han havde været sammen med kvinden en mandag aften i oktober, hvor han tog hjem til hende for at ryge vandpibe.

Her havde han foreslået, de så en pornofilm sammen, hvilket de havde gjort flere gange før.

Ifølge den 20-årige mands egen forklaring, havde han siddet på en stol, men rykkede tættere og tættere på veninden, der sad i sin seng.

Ifølge hans forklaring, kunne han godt erkende, at hun havde sagt nej måske 20-25 gange. Alligevel tiltvang han sig samleje med hende. Dagen efter meldte hun ham for voldtægt.

Den 20-årige mand hævdede, at kvinden frivilligt havde haft sex med ham, og hans forsvarers argument i retten var, at kvinden ikke havde afvist den 20-årige mand tydeligt nok.

Derfor var en sms-korrespondance mellem ham og offeret særligt interessant i Retten i Nykøbing mandag.

Her kom det nemlig frem, at den unge kvinde dagen efter overgrebet havde sendt den 20-årige mand en besked med ordene: 'Jeg kan ikke det her. Du har jo voldtaget mig. Vores venskab slutter her.'

Og hvor den 20-årige mand nægtede sig skyldig under retssagen, gav han kvinden et noget anderledes svar på beskeden.

Kort tid efter skrev han til hende:

'Jeg er virkelig ked af det, der skete i går. Du må virkelig ikke sige, jeg har voldtaget dig. Så vil jeg aldrig kunne tilgive mig selv.'

Beskederne blev mandag læst højt i retten, og var en del af beviserne. Og de var stærkt medvirkende til, at han i sidste ende blev dømt skyldig.

Ifølge Folketidende skal den 20-årige mand nu mentalundersøges.