Politi og frivillige har natten til mandag ledt efter den 17-årige Emilie, som forsvandt i de tidlige morgentimer søndag i Korsør efter en bytur med nogle veninder. På trods af den omfattende eftersøgning er hun dog endnu ikke fundet.
»Vi har ledt natten igennem, og vi fortsætter med at lede, når det næste hold møder ind,« fortæller vagtchef Jesper Lovmand fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til BT mandag morgen.
VED DU NOGET OM SAGEN? Så tip os på 1929@bt.dk
Emilie skulle være mødt på arbejde som kirkesanger i Korsør Kirke klokken 9.30 søndag morgen, men hun mødte ikke op.
Hun blev sidst set klokken 04 søndag morgen, da hun tog afsked med sine to veninder ved Korsør Station. Sammen havde de efter byturen i Slagelse taget toget til Korsør.
Fra stationen skulle hun gå cirka to kilometer alene gennem byen for at nå hjem til forældrenes hus i byens centrum. Hun kom aldrig hjem. Derfor satte politiet søndag store ressourcer ind for at lede efter hende og bad befolkningen om hjælp, hvis de havde set noget.
»Indtil videre har vi ikke fået nogle henvendelser i sagen,« siger vagtchef Jesper Lovmand og fortæller, at politiet endnu ikke har nogen teori om, hvad der kan være sket.
Ikke typen, der bare ville blive væk
Siden veninderne tog afsked med hinanden kl. 04 søndag morgen, har der ikke været livstegn fra Emilie.
Hun er ifølge politiet ikke typen, der bare ville blive væk.
»Det er det, der er med til at gøre os lidt urolige. Det er en ganske velfungerende pige fra en ganske velfungerende familie,« lød det søndag aften fra politiet.
»Vores håb er selvfølgelig, at hun bare har meldt sig ud i en dag og så ikke lige har tænkt over konsekvenserne.«
Emilie er 168 centimeter høj og beskrives som almindelig af bygning med langt brunt hår. Hun var iført en sort langærmet cardigan med en sort blondebluse under, blå jeans og blå Puma-sko.
Politiet kan kontaktes på 114, hvis man har nogle oplysninger om, hvor pigen befinder sig.