Alberto Contador tog sæsonens femte sejr, da han mandag slog konkurrenterne i Baskerlandet Rundt.

For tre uger siden satte han Nairo Quintana på plads i Tirreno-Adriatico, og i går gav han så den anden Movistar-stjerne, Alejandro Valverde, samme tur i Baskerlandet Rundt. Bjarne Riis' superklatrer, Alberto Contador, fortsatte nemlig sin fornemme forårskørsel, da han var stærkest på de giftige nordspanske skråninger på gårsdagens første etape af det knap ugelange etapeløb.

På den sidste stejle stigning, der havde top bare fem kilometer fra målstregen, rykkede Alberto Contador fra Alejandro Valverde (Movistar) og resterne af det stærkt besatte favoritfelt. Og Alberto Contador holdt Alejandro Valverde, der ellers er teknisk dygtige nedkører, bag sig helt til mål. Tidsforskellen - 14 sekunder - mellem de to, var den samme i mål som på toppen af sidste bakke.

Dermed sender Alberto Contador et tydeligt signal til sine direkte Tour de France-konkurrenter om, at han fortsat skal regnes som en stærk udfordrer til sommerens store styrkeprøve. Sportsdirektør Philippe Mauduit glædede sig da også over Alberto Contadors kørsel.

- Albertos kontraangreb på Valverde på den sidste stigning var fantastisk. Han afsluttede helt perfekt og distancerede alle andre, siger Mauduit.

Og mon ikke sejren luner ekstra meget i Riis-lejren i disse dage, efter det tidligere i går stod klart, at det uheldige danske klassiker-håb, Matti Breschel, ikke er i stand til at køre Paris-Roubaix på søndag efter hans styrt i weekendens Flandern Rundt.

Første etape af Baskerlandet Rundt snørklede sig traditionen tro rundt om sig selv på de stejle højdedrag i og omkring byen Ordizia. Dagens lange udbrud bestod af Matteo Montaguti (Ag2r), Fabricio Ferrari Barcelo (Caja Rual), Davide Villella (Cannondale) og Romain Sicard (Europcar).

Feltet holdt dog frontgruppen i kort snor hele dagen. Både Tinkoff-Saxo og Movistar arbejdede stædigt for at holde deres kaptajner og bejlere til den samlede sejr, Alberto Contador og Alejandro Valverde, helt fremme. Den unge danske bjergged, Jesper Hansen, tog således også sin portion solide føringer for den spanske kaptajn.

Udbruddet kæmpede heroisk på dagens otte korte, men ganske lodrette stigninger. Med 25 kilometer til mål var det dog slut. Tempoet i feltet blev bare mere og mere opskruet, og da favoritterne ramte 13%-stigningen Alto de Ganitza med otte kilometer til mål, var der kun omkring 20 ryttere tilbage i forreste gruppe. Og så eksploderede løbet. Contador og Valverde sled sig hurtigt væk fra de øvrige klatrere, men det par holdt altså kun sammen, indtil Contador igen spurtede væk til sejr.

Baskerlandet Rundt, som også fungerer som et vigtigt optaktsløb for de, der gør sig forhåbninger om sejre i Ardenner-klassikerne, byder de næste par dage på et par lidt blødere etaper. På torsdag bliver det så for alvor bjergrigt igen med etapen til Eibar, der sammen med løbets afsluttende enkeltstart på lørdag traditionelt afgør podiepladserne i det baskiske etapeløb. Philippe Mauduit spår Alberto Contador gode chancer i løbet af ugen.

- Det er en god start på løbet, men vi er også opmærksomme på, at vi vil komme under angreb allerede i morgen (i dag, red.). Men vi har et stærkt hold, og jeg tror, at vi kan bibeholde denne føring et stykke tid, siger sportsdirektøren.

Alberto Contador fører Baskerlandet Rundt, der køres uden bonussekunder, med 14 sekunder ned til Alejandro Valverde. Den polske komet, Michal Kwiatkowski er nummer tre - 34 sekunder efter.