Episk er det første ord, der springer frem, når man hører Lukas Grahams nye album.
Siden gennembruddet for snart syv år siden har Lukas Forchhammer og hans hold på imponerende vis taget turen fra Christiania til toppen af alverdens hitlister, og 'The Purple Album', der skal følge op på '7 Years' historiske succes, er som skræddersyet til en videre fortsættelse.
Lukas Forchhammer skriver om de ting, han oplever, og derfor fortsætter 'The Purple Album' i det personlige spor med sange om hans lille, nye datter, hans hustru og det evige savn af faderen, der gik bort alt for tidligt.
Det minder på mange måder om en international udgave af Rasmus Seebach med den tidligere ungdomsrapper, der gik hen og blev følsom og nu krænger sin sjæl ud over storladne ballader og knivskarpe popmelodier, der lyder som hit fra første gennemlytning.
Lukas Forchhammer sang i Københavns Drengekor som dreng, og derfor giver det god mening, når han blander sin Christiania-ghetto-lyrik med luksuriøst gospel-kor. En formel, der vil dele vandene, men også netop går rent ind hos lyttere med hang til romantik.
Det åbner stort og flot med den klaverbårne 'Not a Damn Thing Changed', hvor det cementeres, at Lukas trods global succes stadig er den samme.
Det buldrer og brager, og med et lille skvæt Justin Timberlake-agtigt 'bring ææt' i midten er niveauet ligesom lagt.
Lukas og hans faste sangskrivere, producerholdet Future Animals, har øre for den gode melodi, og numre som vuggeviserne 'Lullaby' og 'Stick Around' står i kø for at blive voldspillet i radioen.
En amerikansk anmelder skrev forleden, at han blev trist og deprimeret af at lytte til 'The Purple Album', og der er rigtig nok fokus på de store følelser om for eksempel at være bange for ikke altid at kunne passe på sin datter.
Sådan skal man ikke se på det. Lukas Forchhammers hudløshed er netop hans styrke.
Førstesinglen 'Love Someone' lyder allerede som en nyklassiker af den slags rendyrkede kærlighedssange, som den oplagte konkurrent Ed Sheeran er blevet milliardær på.
På 'You Are Not The Only One' er han for en gangs skyld politisk, hvor han – garanteret inspireret af at have sat et nyt lille menneske i verden – småfilosoferer over verdens tilstand og de korrupte mennesker, der styrer den.
Den sidste halvdel numre som undskyldningen 'Everything That Isn't Me', den dystre 'Hold My Hand' og hverdagsproblemerne 'Unhappy' står ud som de svageste, hvor de ikke har fundet den helt geniale melodi, og hvor kritikerne vil få ret i, at det bliver en anelse for tungt.
Men så eksploderer det heldigvis til sidst med 'Say Yes', hvor han med en tåre i øjenkrogen mindes sin bryllupsdag og lover sin hustru, at de skal blive gamle sammen.
Vi snakker stadionpop i Coldplay-størrelsen, Lukas har fortsat en stemme i verdensklasse, og med en fortsat insisteren på at være den ukontrollerbare christianit i hvid undertrøje har han den vildskab, der skal til for at blive på toppen.
'7 Years' var et historisk stort hit og bliver ualmindelig svær at leve op til, men med 'The Purple Album' viser Lukas Graham, at de fortsat har styr på deres ting, og hvis ikke det næste verdenshit dukker op nu, så kommer det sikkert på det næste album.
