Advarsel: Denne anmeldelse af Jonatan Spangs nye show er skrevet af journalisten, der sidste år af Jonatan Spang blev kåret til at have skrevet årets dummeste artikel. Den såkaldte ’Omvendte Cavling’.

Du kan selv google efter. Det var noget med en pige, der havde tabt sine briller på et toilet til en Volbeat-koncert, og som Jonatan Spang efterfølgende fik masser af sjov ud af i sit DR2-program ’Tæt på sandheden’.

Så er kortene på bordet kære læser, og nu er jeg selvfølgelig på hævntogt.

Jonatan Spang, den 41-årige, bedrevidende, Tintin-lignende, ’se mig jeg kan både spille skuespil og være sjov’-mandsperson har forladt sit trygge studie i DR Byen og taget ud på Danmarksturné med et nyt onemanshow, han har kaldt ’Typisk’.

Jonatan Spang.
Jonatan Spang. Foto: Flemming Ege
Vis mere

Torsdag aften satte han i gang på Bremen teater i København, og nu kommer det store problem: Han er ret sjov.

Den regerende ’Årets komiker ved Zulu Comedy Galla’-mester er i topform for tiden.

’Tæt på sandheden’ ser ud til at have givet den erfarne komiker en ny energiindsprøjtning, og den bølge ridder han videre på med et måske lidt rodet, men gennemgående virkelig, virkelig sjovt show.

Det vil jo ødelægge det for kommende publikum at afsløre jokes, men bare indledningen hvor han sammenligner sig selv med en rockstjerne, og hvor irriterende det er, at han ikke bare kan komme ind og synge gamle hits og redde den hjem på fællessang er genial – bliv efter tæppefald så forstår du.

Jonatan Spang.
Jonatan Spang. Foto: Flemming Ege
Vis mere

Jonatan Spang sælger sit show på blandt andet ved at love, at han vil være ligeså hård ved sig selv, som han i ’Tæt på sandheden’ var ved ugens nyheder.

Det lagde jeg ikke så meget mærke til. Det er ikke verdens mest selvudleverende show, ligesom titlen ’Typisk’ heller ikke siger så meget, men han har masser af originale, sjove takes på aktuelle emner som klima-krise, #MeToo og moderne teknologi.

Man må jo ikke lave sjov med kvinder, men man må gerne lave sjov med sin kæreste, fortæller han blandt andet med et smørret smil og udnytter det lille smuthul til også at trække sin mor med i faldet.

Alle får en over nakken, og er du forblændet af Uffe Elbæks klima-aktivisme, vil du helt sikkert føle dig trådt over tæerne.

Og tænk så hvordan han smart får udnyttet sit nu berømte Pernille Vermund-snav til en joke om homofobi og barndommens provins-bøvhoveder. Genialt.

Jonatan Spang er en dygtig historiefortæller, der er god til at sætte en scene og med simple virkemidler skaber billeder i hovedet på publikum, om det så handler om sexrobotter, (nogle) kvinders vanvittige forhold til Peter Madsen eller vores alle sammens langt fra gennemtænkte brug af den russiske ansigtsapp.

Det med hævntogtet gemmer vi til en anden gang.

Er du til klassisk intelligent gavtyv-humor med en masse ’det har han ret i’-selverkendelser, så skal du skynde dig at købe billet til Jonatan Spangs nye show, der nok skal stå endnu skarpere, når han lige har kørt det igennem et par gange.