Hvis Oscar-komiteen gerne vil være lidt på forkant med tingene, kan de roligt begynde at indgravere Joaquin Phoenix' navn i en statuette allerede nu.

Han er ganske enkelt mageløst god i titelrollen i 'Joker'. Batmans ærkefjende har optrådt utallige gange på film – mest mindeværdigt i skikkelse af Jack Nicholson i 'Batman' fra 1989 og selvfølgelig Heath Ledger i 'The Dark Knight' fra 2008, men Joaquin Phoenix og instruktør Todd Philips sætter helt nye standarder for film i superhelteuniverset.

Jokeren har i tegneserierne flere forskellige oprindelseshistorier, bl.a. en hvor han bliver vansiret efter at være faldet i et syrebad. 'Joker' dropper – klogt – den slags urealistiske drejninger.

Vi møder Arthur Fleck, mens han har et job som ikke særligt succesfuld leje-klovn og drømmer om en karriere som komiker. Han har massive psykiske problemer, og efterhånden som han møder modstand fra verden, falder over oplysninger om sin egen fortid og ryger ud af behandlingssystemet, bliver han drevet tættere og tættere på vanviddets rand.

Instruktør Todd Philips er normalt kendt for lette komedier som 'Tømmermænd i Vegas'.
Instruktør Todd Philips er normalt kendt for lette komedier som 'Tømmermænd i Vegas'. Foto: WARNER
Vis mere

Det er enormt mørkt, vildt dragende og i enkelte brutale glimt også exceptionelt voldeligt.

Hvor de fleste oprindelseshistorier er mest fokuseret på, HVORDAN nogen bliver til superhelte og -skurke, er 'Joker' mere interesseret i, HVORFOR Arthur Fleck bliver til Jokeren. Og hvor Jokeren i 'The Dark Knight' primært bare var en skurk – en meget interessant skurk, bevares – er Jokeren her et rigtigt menneske. På én gang frastødende og fascinerende, ynkelig og skræmmende.

Og måske mest af alt tragisk. Ikke mindst når Arthur tror, at han har en art romance med sin nabo Sophie, selv om det mest er noget, der foregår i hans hoved.

Og når han ukritisk tilbeder talkshow-værten Murray Franklin (Robert De Niro) og drømmer om at optræde i hans tv-program.

Instruktør Todd Philips er normalt kendt for lette komedier som 'Tømmermænd i Vegas'.
Instruktør Todd Philips er normalt kendt for lette komedier som 'Tømmermænd i Vegas'. Foto: WARNER
Vis mere

Sidstnævnte er en elegant reference til Martin Scorseses 'The King of Comedy', ligesom filmen stilmæssigt låner en del fra 'Taxi Driver' af samme Scorsese.

Alligevel er den helt sin egen i kraft af Phoenix' kæmpepræstation og en herligt dyster kulisse.

Gotham har aldrig været noget udpræget festligt sted, men i 'Joker' er byen ikke bare skræmmende, men decideret en medspiller i historien med strejker, kriminalitet og en voksende kløft mellem rige og fattige, der elegant fletter sig ind i Jokerens tur ind i vanviddet.

Det er eminent filmhåndværk.