Lad mig starte med at slå det fast: 'Spencer' er ikke en film for superroyalister. Tværtimod. Det er en film, der fortæller en rå og ærlig historie om en ung kvinde med store psykiske problemer i det engelske kongehus.
Pigen kender alle: Prinsesse Diana, der døde i en bilulykke i 1997 kun 36 år gammel. Det er 25 år siden, men alligevel bliver hendes liv ved med at optage millioner af mennesker verden over.
Men 'Spencer' fortæller ikke hele historien om prinsessen fra Wales. I stedet zoomer den ind på hendes spiseforstyrrelse og den kongelige families håndtering af sygdommen. Filmen handler helt specifikt om tre dage i prinsessens liv ved juletid.
Det er ikke en nem film at se – specielt ikke hvis man kender lidt til spiseforstyrrelser. Diana led af bulimi, som betegnes som en alvorlig psykisk lidelse. Den viser råt for usødet, hvordan prinsessens liv bliver ædt op af sygdommen. Den fylder alt, og den går i den grad ud over prinsesse Dianas nære relationer, især børnene prins William og prins Harry.
Og det er her, filmen knækker for mig. Jeg bliver simpelthen irriteret og vred på prinsessen og sidder tilbage med en følelse af, at hun opfører sig egoistisk over for sine nære. Hele tiden skal alt handle om prinsesse Diana, mens børnene bare sidder tilbage og savner nærvær fra deres mor, når hun flygter ud på toilettet for at brække sig. Det står også temmelig klart, at prinserne ikke får nærhed fra resten af den kongelige familie.
I virkeligheden minder bulimi om en misbrugssygdom, hvilket forklarer min vrede mod prinsesse Diana. Jeg bliver rasende over, at hun ikke kan tage sig sammen og være der for sine børn. Sådan som vi også reagerer, når alkoholikere og narkomaner tager på dødsdruk, mens deres børn bliver forsømt.
På den måde rammer instruktøren Pablo Larraín plet med filmen. For sandheden er jo, at Diana ikke er i stand til at tage vare på sig selv. Hun kan ikke gøre for det. Hun har ingen magt over bulimien, og hun bevæger sig mellem en tilstand af normalitet og sygdom. Det er bare så frygtelig vanskeligt at se på et menneske, der ødelægger sig selv.
Da jeg først hørte, at det var 'Twilight'-stjernen Kristen Stewart, der skulle spille prinsesse Diana, tænkte jeg, at det ville gå helt galt. Men jeg må sige, at jeg er ligeså overrasket som de fleste andre anmeldere.
Stewart kan sagtens spille store portrætroller, og hun rammer helt plet med sin fortolkning af prinsesse Diana. Hun fremstår sårbar og krukket, men alligevel helt nede på jorden i forhold til resten af den kongelige familie. Det tror jeg sådan set er ret godt ramt.
Jeg synes dog, at Larraín rammer skævt med sin fortolkning af resten af den kongelige familie. Både prins Charles og dronning Elizabeth bliver fremstillet som nærmest djævelske karakterer, der ikke besidder en gran af empati. Det kammer over og bliver for plat. Sandheden er nok en smule mere nuanceret.
Se 'Spencer' i biografen. Men lad være med at tro, at det er endnu en feel good-film om prinser og prinsesser. Det er en svær film om psykisk sygdom – men det er måske den mest ærlige film, der er lavet om prinsesse Dianas meget vanskelige liv.
B.T. var også i London for at interviewe Kristen Stewart om rollen som prinsesse Diana. Det kan du læse her.
