Hold k**t det var fedt!

Den 26-årige svenske verdensstjerne Zara Larsson gav lørdag aften et fuldstændig overrumplende popshow på Smukfest, der spillede så effektivt på alle tangenter, at det hele føltes overstået alt for hurtigt.

Jeg havde ikke de store forventninger til den unge svensker.

Da jeg så hende på Tinderbox Festival i 2022, havde hun blandet sine kort helt forkert og overlod alt for ofte publikum til et langtrukket danseshow.

Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Vis mere

Lørdag aften i Skanderborg føltes som et helt andet kraftspark i ansigtet. 

Et stilstudie i overlegen svensk popmagi.

En lille kvinde med en stor stemme, der flirtede med sit publikum, uden at det blev vulgært.

En perfekt partystarter hvor det ene store øjeblik afløstes af det næste.

Et internationalt hovednavn på en dansk festival, der på ingen måder føltes distanceret fra sit publikum.

Zara Larsson kickstartede sit show i højt tempo med pop-galoperende beats, der hurtigt skabte natklubstemning i bøgeskoven.

Hun havde gjort lidt ud af det og ankom med dansere, band og en trappeplatform og fik hurtigt festivalpladsen til at gynge i takt til Tinie Tempah-samarbejdet 'Girls Like'.

Hun fumlede i starten lidt mellem at tale svensk og engelsk, men hun fangede efterhånden, at publikum havde hendes ryg, og energien i skovrummet mellem scene og festivalplads blev kun varmere og varmere, som koncerten skred frem.

Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Vis mere

Zara Larsson har en imponerende vokal, og hun fraserede ofte til den store guldmedalje, uden at det blev for meget.

Megahittet 'Symphony' med det store svenske Eurovision-agtige omkvæd fik douze point hele vejen rundt, gennembrudsballaden 'Uncover' satte gang i det vildeste skovkor, og 'Ain't My Fault' fik om muligt kun skruet festen yderligere i vejret.

Det knivskarpe klappe-beat sørgede for at holde koncerten på et hæsblæsende niveau, og hvor hendes ABBA-cover i 2022 føltes som lidt af en feberredning – var Zara Larssons udgave af 'Gimme! Gimme! Gimme! denne gang kun et yderligere underholdende lag.

Det virkede lidt spøjst, at hun ofte måtte hen til trommeslageren for at tjekke, hvor langt hun var nået i sætlisten, ligesom at hun 'gemte' sig lidt for meget på sit trappestativ på bagscenen, så man skulle stå lige foran scenen for ikke at føle sig lidt udenfor.

Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men det var småting.

Zara Larssons popmaskine kørte så velsmurt, at de to massive afslutningshits 'Lush Life' og 'Can't Tame Her' efterlod publikum nærmest i trance.

Ingen havde travlt med at komme videre i teksten, og selvom jeg kun har set en brøkdel af årets Smukfest-program indtil nu, føltes det klart som et af årets allerstørste koncerter i Bøgeskoven.

Følg B.T.s livedækning af Smukfest HER.