Dybt suk... Er det bare mig, der er en kold skid? Hvorfor er det eneste, jeg føler, når jeg ser TV 2's 'Efterforskningen', kedsomhed?
Vi er nu halvvejs igennem Tobias Lindholms serie om ubådssagen og mordet på den svenske Kim Wall, og den er bare desværre indtil videre det modsatte af fængende.
Jeg ved godt, at udgangspunktet er, at man ikke vil 'hylde' Peter Madsen og derfor har gjort ham til 'ham, man ikke må nævne'.
Selvfølgelig har man også stor sympati for de efterladte, ligesom der som tidligere nævnt hverken er noget at sætte på håndværk eller skuespil, men når alle disse høflige forbehold er nævnt, så kunne man stille spørgsmålet: Burde man overhovedet have lavet en tv-serie om Kim Wall, når man vælger at gå så forsigtigt til værks?
Jeg tænker 'nej'.
Hvor 'Efterforskningen' egentlig kom stærkt fra start, kører handlingen her i tredje afsnit fortsat i tomgang. Vi har efterhånden forstået, at det er svært at finde et lig under vand, at drabschefen både går til jagt og er på jagt, ligesom det er svært at holde styr på hjemmefronten, når man har travlt på arbejdet.
Nu kunne jeg godt tænke mig, at der for alvor kom skub i handlingen, og her tænker jeg, at når man som her har valgt at fokusere på skrivebordsarbejdet, så er en tv-serie måske bare det forkerte format? Måske havde det været bedre med en komprimeret filmudgave, hvor de mange dvælende, violin-sørgende scener blev skåret til, og man droppede bare halvdelen af Søren Mallings 'stirre'-scener.
Det er selvfølgelig en smagssag, om man er til de mange sørgmodige scener, men når det ikke opvejes af gearskift undervejs, så bliver det lidt for tungt i længden.
Et par strøtanker: Det er utroligt, så nemt danskere og svenskere forstår hinanden, når de taler over telefon. Hvorfor ignorerede Musa sin chefs telefonopkald? Og kommer Pilou Asbæks karakter til at fylde mere end blot at være et forstyrrende element for efterforskerne?
Det er så nemt at være negativ, og jeg er måske bare ikke målgruppen...
Jeg efterlyser bare lidt mere vildskab. Lidt mere skruen bissen på over for den sensationsjagende presse, lidt højere tempo og iscenesættelse af netop Pilou Asbæk, der halvvejs har været alt for anonym.
Kom nu lige lidt!
