Holder 'Efterforskningen' niveau, eller drukner ubådsserien i skrivebordsscener, afsluttede jeg spørgende sidste uges anmeldelse af første afsnit. Nu har jeg set afsnit to, og der skete desværre det, man kunne frygte.

For i sin sympatiske iver efter ikke at gøre tv-serien om mordet på den svenske journalist Kim Wall til blodig voldsporno, har instruktør og forfatter Tobias Lindholm udeladt al form for action, og dermed virkede andet afsnit som en langsommelig affære med blandt andet alt for udramatiske forhørsscener.

Premiereafsnittet fungerede i forrige uge som et fedt anslag, hvor grundtonen blev sat. Søren Malling blev fint introduceret som drabschef Jens Møller, og det gjorde i første omgang ikke noget, at morderen Peter Madsen var censureret helt ud af handlingen.

På sigt tror jeg bare, det bliver for kedeligt med en krimiserie uden et 'monster'.

Ubåden, som man på imponerende vis har fået genskabt til lejligheden, blev igen i mangel af Peter Madsen symbolet på det onde.

Efter den i første afsnit storladent blev trukket op på land, kunne man have håbet på, at man i afsnit to så fik lov til at dykke ned i maskinrummet og snuse rundt, men det måtte vi heller ikke.

I stedet slæbte afsnit to sig af sted i langsomme scener, hvor Søren Mallings karakter gik håbløst rundt i blinde.

Normalt kan forhørsscenerne i en krimiserie være dramatiske højdepunkter, men også her virkede det lidt blodfattigt, og det virker bare kunstigt, at man konstant omtaler Peter Madsen som 'ham', 'han' og 'manden'.

'Efterforskningen'.
'Efterforskningen'. Foto: TV2
Vis mere

Vil det virkelig være så forfærdeligt at sige 'Peter'?

Derudover – og her er vi helt nede i detaljen – er det også lidt irriterende, at Søren Mallings Jens Møller igen og igen bruger vendingen 'du bliver den første, der får en kommentar', når han ringes op af journalister.

Det er formentlig en vending, virkelighedens Jens Møller er kendt for at sige, men det virker bare som en sløv 'catchphrase'.

Jeg skriver selvfølgelig også for et af de onde sensationslystne formiddagsblade, så hvad ved jeg.

Alt er dog ikke helt skidt, for selv om andet afsnit sneglede sig af sted, og man som seer pludselig kunne identificere sig med Laura Christensen, da hun spilder sin tid med lægen på hospitalet, så har jeg stadig lyst til at se med videre.

For 'Efterforskningen' er fortsat flot iscenesat, skuespillerne spiller godt, og som en anden Dan Brown-roman slutter andet afsnit fængende med fundet af Kim Walls torso.

'Efterforskningen' lagde i sidste uge ud med pæne seertal, men med en slutning, de fleste kender på forhånd, og en insisteren på at holde fokus væk fra dramaet, er det spændende at se, om seerne hænger ved i længden.

Medmindre tredje afsnit træder i karakter, så tror jeg det næppe.