Forestil dig dronning Margrete som en karakter i 'Game of Thrones'!

Den nye storfilm om Danmarks første kvindelige regent, 'Margrete den første', er som en dansk udgave af 'Game of Thrones', bare uden sex, blod og ildspyende drager, men i stedet med fuld fokus på politik og en mors svære valg.

Det lyder måske knap så spændende, men er faktisk blevet til en medrivende film.

Når man først har købt ind på den lidt tunge dialog og engang imellem småforvirrende handling, så er 'Margrete den første' et flot, historisk drama til det kommende efterårsmørke.

Trine Dyrholm som dronning Margrete 1.
Trine Dyrholm som dronning Margrete 1. Foto: SF Film
Vis mere

Året er 1402.

Danmark, Norge og Sverige er forenet i Kalmarunionen, men bedst som et arrangeret ægteskab mellem dronningens adoptivsøn og en engelsk prinsesse skal gøre Norden endnu stærkere, dukker en mand op fra Tyskland og påstår, at han er dronningens søn og dermed retmæssige arving til tronen.

Anslaget lyder ligeså episk, som det er.

Instruktør Charlotte Sieling har samlet et hold af stærke, nordiske skuespillere fra Trine Dyrholm som den kloge dronning til norske Jakob Oftebro som den mystiske tronraner, og selvom det var lidt underligt pludselig at se den vanvittige millionær Adam Veile (Simon J. Berger) fra den geniale norske hitserie 'Exit' i ridderkostume, købte jeg mig hurtigt ind på middelalder-indpakningen.

Morten Hee Andersen som Erik af Pommern.
Morten Hee Andersen som Erik af Pommern. Foto: SF Film
Vis mere

Filmen åbner storslået med dronningen og hendes riddere på hesteryg flyvende henover de store brede vidder, og generelt set er der masser af flotte naturbilleder at komme efter.

Den første del af filmen kører lidt langsomt og kunne sagtens tabe et par seere undervejs, men holder man fast, belønnes man med flere stærke scener.

For det første tror jeg, at det er en fordel, hvis man ikke ved ret meget om filmens historiske forlæg.

Jeg har selvfølgelig hørt om den første dronning Margrete og hendes forening af Norden, men jeg kendte ikke til dramaet med hendes søn, og derfor sad jeg hele filmen igennem spændt og ventede på udfaldet.

Jakob Oftebro er fremragende som den mulige kong Oluf, ligesom Morten Hee Andersen er lige så god som den jaloux adoptivsøn Erik af Pommern, og man bliver næsten helt stresset på Trine Dyrholms vegne, for hun skal holde styr på sine børn, mens folk i krogene forsøger at splitte riget.

Når man nu har afslutningen på 'Game of Thrones' frisk i erindringen, kommer man dog nemt til at savne bare lidt blodig middelalder-action og primitiv ridder-opførsel.

Her bliver der i stedet talt lidt rigeligt meget i 'Margrete den første', der i sin helhed derfor måske er lidt for 'pæn', og jeg sidder heller ikke med fornemmelsen af at have set et nyt, ikonisk dansk kostumedrama a la Mads Mikkelsens 'En kongelig affære'.

Dertil mangler der både romantik og humor, og 'Margrete den første' lider formentlig af at være bundet lidt for meget af historiebøgerne.

Faktisk gjorde de historiske begivenheder, at jeg – uden at afsløre for meget – efter filmens afslutning sad med lidt uforløste følelser, men det er selvfølgelig svært at gøre noget ved uden at digte for meget på historien.

'Margrete den første' er flot, hen ad vejen spændende og med to timers spilletid fint udført, så selvom du ikke går ud af biografen som et nyt menneske, er den helt klart en biograftur værd.