Anmeldelse: Danmarks dummeste tv-program - TV 2 spilder din sommerferie
Her får du B.T.s dom over TV 2's nye underholdningsprogram 'Danmarks dummeste'.

Her får du B.T.s dom over TV 2's nye underholdningsprogram 'Danmarks dummeste'.

Har TV 2 med 'Danmarks dummeste' lavet 'Danmarks dummeste tv-program'?
Der er i hvert fald ikke tale om stor tv-kunst.
Nej, TV 2's nye underholdningsprogram kommer både så langtrukkent og usjovt fra start, at der nærmere er tale om spild af sommerferie-underholdning.
Hvor der er masser af charme og sjove indslag i fx '24 julikalender', er arvtageren her en underlig omgang af kendte danskere, der har sagt ja til at udstille sig selv.
TV 2 kom allerede i lanceringen af 'Danmarks dummeste' uheldigt fra start, da Ordblindeforeningen Danmark mente, man gjorde nar af ordblinde ved på sociale medier at promovere programmet med en masse stavefejl.
Samtidig er det uheldigt, at Viaplay i foråret med 'Klågere end du tror' har haft et lignende program, hvor realitystjerner har quizzet i, hvem der var dummest – sjovt nok med Philip May som vært, der nu også medvirker i 'Danmarks dummeste'.

I 'Danmarks dummeste' har ti kendte danskere sagt ja til at dyste om at undgå at blive 'Danmarks dummeste'.
Det begynder fint med en udfordring, hvor deltagerne skal tømme en flaske vand uden at måtte røre ved flasken.
Det lugter lidt af 'Stormester', hvor man som seer underholdes med at se de kreative hjerner i aktion, men herefter går det hurtigt ned ad bakke.
I resten af premiereafsnittet tages deltagerne igennem en række runder med udgangspunkt i paratviden, og her er det bare knap så sjovt at se dem konkurrere i at vide mindst.

Jens Rohde, der som en af de få deltagere udmærker sig ved ikke at være genbrug fra andre underholdningsprogrammer, overrasker blandt andet negativt ved ikke at vide, hvor mange stavelser der er i regn-bu-e.
Andre deltagere har ikke styr på, hvad Harald Blåtand hedder til fornavn, hvornår Første Verdenskrig begyndte, eller hvordan en saxofon ser ud.
Klappen kan selvfølgelig altid gå ned, når musikken spiller, og alle spørgsmål er til deltagernes undskyldning ikke lige nemme.
Det er bare underligt tv at se overgearede mennesker dyste i at være mindst dårlig til noget.

Det er da en original indgangsvinkel på et tv-program, men jeg tænker, der er en grund til, at alle andre tv-programmer handler om at være bedst.
I samme ombæring havde det været fint at få forklaret, hvorfor netop disse ti deltagere dyster om at være 'Danmarks dummeste'.
Var det vitterligt de ti dummeste kendisser, TV 2 kunne finde frem, eller var det blot de ti, der tog telefonen, da TV 2 ringede? Sandheden ligger nok et sted midt i mellem.
Det er som udgangspunkt altid spændende, når der lanceres et nyt tv-program, og det har da helt sikkert også været sjovt for de medvirkende at være med.

Men som seer bliver det bare en langtrukken omgang at bruge en time i selskab med kendte mennesker, der jubler over at være den, der dummer sig mindst på tv.
Tine Gøtzsche danner værtsduo med Martin Johannes Larsen, og hun skal selvfølgelig have lov til at more sig og tjene penge, men det er også lidt underligt at se den tidligere ankerkvinde på TV Avisen forfalde til dette niveau.
'Danmarks dummeste' er opfundet i Norge, så på den måde kan vi da som minimum juble over, at alt, hvad Norge har rørt ved denne sommer, ikke bliver til guld.