Skarp kritik mod nyt TV 2-program: Forening rystet – 'Hensynsløst og skadelig'
Det, der skulle have været en sjov promovering af TV 2's nye program, vækker nu i stedet vrede.

Det, der skulle have været en sjov promovering af TV 2's nye program, vækker nu i stedet vrede.

'Hvem er entlig Danmarks dåmmeste? Jælp os med at finde ud a det fra 18. juli på TV 2 og TV 2 Plæy'
Sådan lyder det i et nyt Facebook- og Instagram-opslag fra TV 2, der promoverer sit nye underholdningsprogram 'Danmark Dummeste'.
Men det, der formentlig skulle have været en humoristisk promovering af det nye program, hvor ti kendte danskere dyster om at blive kåret som Danmarks dummeste, falder langt fra i god jord hos alle.
Flere kritiserer TV 2 i opslaget for at sætte lighedstegn mellem stavefejl og dumhed og samtidig udstiller mennesker med ordblindhed.
En kritik som Anna Marie Knudsen, landsformand for Ordblindeforeningen Danmark, er enig med, skriver hun til B.T, mens hun tilføjer, at flere har ringet ind til dem oprørte efter at have set opslaget.
»Vi er oprigtigt uforstående og rystede over den måde, TV 2 har valgt at markedsføre dette program på – og vi ved næsten ikke, hvor vi skal starte.«
»At bruge stavefejl bevidst som et sjovt virkemiddel i promoveringen af et program, der handler om at finde ’’Danmarks dummeste’’, er hensynsløst. Det puster direkte liv i en af de mest sejlivede og skadelige fordomme, ordblinde møder: at det at stave dårligt er et tegn på lav intelligens. Og så ovenikøbet gøre det til underholdning. Det er stærkt stødende.«

I kommentarsporet lyder kritikken blandt andet:
'TV 2 stop! I laver et program for at finde Danmarks dummeste, og så bruger I bevidst stavefejl som virkemiddel. Det er både fordomsfuldt og respektløst over for mennesker, der kæmper med ordblindhed og andre med læse- og skrivevanskeligheder'
Skammeligt at TV 2 sætter dumhed op mod stavefejl Man er ikke dum, fordi man har udfordringer med at stave.
Den reaktion forstår Ordblindeforeningen.
»Vi kan fuldt ud forstå den kritik, der kommer til udtryk i kommentarsporet – for det rammer præcis det blå mærke, mange ordblinde bærer med sig: at deres stavning bliver koblet sammen med dumhed. Den kobling er ikke bare forkert. Den er skadelig.«
»Der er cirka 500.000 mennesker med ordblindhed i Danmark. Med andre ord er ordblinde ikke en marginalgruppe. Når et stort og indflydelsesrigt medie som TV 2 trækker på den slags retorik, sender det et signal til hele samfundet om, at det er okay at grine af stavefejl. Det er det ikke.«
På Facebook virkede det i første omgang ikke til, at TV 2 forstod kritikken. Mediet svarede blandt andet en bruger i kommentarsporet, der skriver: "Hvorfor tydelige stavefejl i opslaget? Det har intet med dumhed at gøre."
Hertil svarede TV 2: 'Er der fejl i opslaget?'
Efter et par timer er der dog kommet en anden reaktion fra TV 2, som i kommentarsporet beklager formuleringen.
'Vi kan godt se, at opslaget har skabt forskellige reaktioner – og tak fordi I siger til' 'Stavefejlene var tænkt som en humoristisk teaser. Det er bestemt ikke intentionen at gøre grin med ordblindhed. ‘Danmarks dummeste’ er et underholdningsprogram, der leger med titlen, og faktisk handler om det modsatte: at ingen kan alt – og at man godt må fejle. I kan læse mere om programmets præmis her'
At der skulle være tale om en humoristisk teaser, er dog ikke en tilstrækkelig undskyldning, mener Ordblindeforeningen.
»Den bemærkning understreger desværre netop sagens kerne: at TV 2 simpelthen ikke forstår alvoren. Det er ikke en forklaring – det er en bekræftelse af problemet. Intentionen er én ting, men effekten er en helt anden, og det er effekten, der rammer, og den slår hårdt, når der gøres grin med en medfødt og livslang funktionsnedsættelse.« skriver foreningen til B.T.
Afslutningsvis opfordrer Ordblindeforeningen til, at TV 2 fjerner alt indhold, der direkte eller indirekte kobler ”dumhed” sammen med stavefejl, og gør grin med folk, for hvem det er en reel udfordring ikke at kunne stave.
B.T. har forsøgt at kontakte TV 2.
Siden den første undskyldning har TV 2 delt en ny kommentar til opslaget på Facebook, hvor de oplyser at teksten er blevet rettet. Mediet erkender samtidig, at formuleringen kan have virket stødende, hvilket det beklager. Se hele kommentaren herunder: