Sådan!
DRs julekalender er slut. 'Julehjertets hemmelighed' blev et overraskende hit. Og selvom der var par skæverter undervejs, endte det som et af de bedste danske juleeventyr i nyere tid.
Med elementer fra juleklassikere som 'Jul i Gammelby' og 'Jul på slottet' kombineret med et nutidigt højt tempo og en række søde, velcastede skuespillere har det været en sand fornøjelse at følge med i Karen Høsts udviklingshistorie, og jeg tror, DR har begået en lille genistreg ved allerede at have fortsættelsen klar til påske.
Det store juleaftensafsnit havde det hele, og det virkede, som om DR havde skruet ekstra op for effekterne med masser af julesne og et bombastisk lydbillede – ikke mindst i den afsluttende scene, hvor Rasmus og Marie Louise kyssede hinanden, mens violiner og trompeter kæmpede om at spille højest.
Instruktør og manuskriptforfatter Poul Berg, der står bag 'Julehjertets hemmelighed', afslørede for nylig, at han har ladet sig inspirere af småkage-legenden Karen Volf i sin skildring af den unge Karen Høst – og her var det en sjovt afslutning, at hun nu skal til at drive et bageri på herregården.
I den forbindelse skal vi ikke tænke nærmere over, at hun kun er 13 år (Det var jo trods alt også mange år dengang i 1850).
Før vi takker af for i år, vil jeg gerne lige fremhæve et par detaljer fra afsnit 24.
For det første.
Var jeg den eneste, der bandede Karen langt væk, da hun afbrød Rasmus' første forsøg på et frieri ude i stalden?
Jeg forstod heller ikke kommentaren fra Karens mor, da hun begejstret over, at maden igen var spiselig, udbrød: 'Man skulle tro, det var juleaften!'. Øh ja, det ER juleaften?
Hele scenen, hvor Karen og Esben Dalgaards karakter forhandlede om navn og rettigheder til deres nye bageri, var sjov og helt perfekt udført.
Vi fik også en fin lille afsked med Rumle i form af hans sang med de små lillebrødre, der nu overtager Karens rolle som nissepassere, og her skal der også sendes ros til folkene bag julekalenderen for at have lavet en remse på så sød en melodi. Dét er overskud.
Der var som sådan ikke den store modstand i det sidste afsnit, og dermed blev det måske også lidt for sukkersødt til min smag henimod slutningen, hvor alle holdt lykkeligt hinanden i hånden, og Karen holdt en lidt akavet tale ved julebordet.
Men det er småting, og da kameraet til sidst panorerede væk fra de to lykkelige familier, manglede man blot en fortællerstemme, der kunne lukke det hele ned med: 'Og det børn – var et ægte juleeventyr'.
Del: